fugle

FUGLE Stillbillede fra Alfred Hitchcocks psykologiske gyser “Fuglene”, 1963. Under optagelserne eksperimenterede Hitchcock med hovedrolleindehaveren, Tippi Hedren, ved at kaste levende fugle mod hende, hvorved hun fik et nervesammenbrud – både i filmen og i virkeligheden!

.

Artikelstart

Fugle, Det mest karakteristiske ved fugle er deres evne til at kunne flyve og deres sang. De er forsynet med fjerdragt (se fjer) og vinger. Deres flyveevne har gjort mennesket “misundeligt”, har gjort at det har ønsket sig at flyve, i hyppige flyvedrømme, i myter og folkelitteratur (Ikaros). Forestillingen om engle udstyret med vinger kan også stamme fra synet af den misundelsesværdige flugt. Teknisk snilde har medført, at mennesket nu kan flyve i flyvemaskiner, men stadig kan det ikke som enkeltindivid få luft under vingerne og være fri som fuglen.

Fugle symboliserer bl.a. sjælen eller ånden, der kan flyve op fra legemet ved døden (i det gamle Egypten hed sjælefuglen Ba); endvidere symboliserer de luften og himlen, fantasi, frihed, livsglæde, drøm og længsel. Men der er også – sorte – ulykkesfugle som ravnen og kragen; ved besættelsen den 9. april 1940 skrev Otto Gelsted et digt, der brugte mørke fugle som symbol på de tyske flyvemaskiner: “De mørke fugle fløj / ved gry med motorstøj”. Og Alfred Hitchcock skabte med gyserfilmen Fuglene (1963) en rædselsvækkende forfølgelse i form af fugle, der bliver flere og flere, indtil alt er ét sort fugleskrig. En fugl i bur symboliserer sjælen som fangen i sit jordiske legeme. Fugle kan også være knyttet til ildens element (Føniksfuglen), som det fx ses kunstnerisk udfoldet i Igor Stravinskys “Ildfuglen”, 1910.

Der er en mageløs variation af forskellige fuglearter, fra det mindste, den honningsugende, svirrende sommerfuglelignende kolibri og fuglekongen til kongefuglen, den majestætisk svævende kæmpefugl ørnen. Fra jordbundne og langsomme og tamme fugle til svalens ekvilibristiske og lynhurtige loops. Fugle, der “ligner” mennesker: pingvinen i kjole og hvidt, gøgen som en snyltegæst, påfuglen en prangende person. Rovfugle og de sorte kragefugle kan indgyde uhygge. Sangfugle som solsort, lærke og nattergal er smeltende improvisatorer, der kan sammenlignes med store musikere, fx blev den moderne jazz' første store improvisator Charlie Parker kaldt “Bird”.

Mange religioner og myter har guder, der kan flyve, ved at omdanne sig eller tage fjederham på. I hinduistisk mytologi er Garuda en guddommelig fugl, som guden Vishnu kan ride på. Odin i nordisk mytologi kan som shamanlignende gud bevæge sig i tid og rum, og har endvidere de to ravne Hugin og Munin (Tanke og Erindring) til at hjælpe sig. Mange eventyr, sagn og viser fortæller om hjælpende fjederhamme eller forvandlinger til fugle, ikke altid for det gode, fx handler visen “Jomfru i fugleham” om en decideret dæmonisering, og valravnen er en vampyragtig blanding af fugl og menneske. Til fabelfugle hører også den stadigt genskabte føniksfugl, Fugl Rok fra 1001 Nats Eventyr, griffen og gammen. I riter kan fx klanmedlemmer gennemspille en identifikation med fugle som totemdyr (se fjer). I shamandragter og masker indgår der ofte fugledele, især fjer, som symbol for hans evne til at åndeflyve. Når det tit fortælles i myter og sagn, at helten (fx Sigurd Fafnersbane, da han drikker dragens blod) lærer fuglenes sprog, symboliserer det, at han bliver vis og kan kommunikere med de himmelske magter. At tage varsler af fugles flugt hørte til de romerske præster, augurernes, arbejde.

I litteraturen er fugle hyppigt “hovedpersoner”. En roman af nordmanden Tarjei Vesaas fra 1957 hedder Fuglane, og handler om en landsbytosses smukke varseltagning af fugles flugt. I Selma Lagerlöfs børnebog Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige, 1906-07, ser en dreng hele landet i fugleperspektiv, siddende inde i en gases (se gås) bløde dun. Richard Bachs Jonathan Livingston Havmåge, 1992 har både som bog og film fået stor succes. To danske forfattere, St. St. Blicher med Trækfuglene, 1838, og Klaus Rifbjerg med Voliere, 1962, har skrevet hele digtsamlinger med portrætter af fugle.

Fuglemetaforer indgår i mange faste udtryk: “En fugl i hånden er bedre end ti på taget”, “at hænge med næbbet”, “det er en dårlig fugl, der skider i egen rede”, “have højtflyvende planer”, “højt at flyve, dybt at falde”, “have luft under vingerne”, “hver fugl synger med sit næb”, “fuglen er fløjet”, “fri som fuglen” (“fuglefri”), “fugls føde”, “hver fugl synger med sit næb”, “have hørt en fugl synge om”.

Se også nattergal, ørn, svane, solsort, agerhøne, and, due, falk, fasan, hane, høg, ibis, papegøje, pelikan, stork, struds, trane, ugle og vibe.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig