trane

Trane, symboliserer bl.a. vagtsomhed, udødelighed, kontakt med guderne, forårsbebuder, lykke, men forbindes dog i Indien med svig og i keltisk kultur med dårligt varsel. I middelalderens bestiarier og emblematik er den symbol på årvågenhed, lat. vigilantia, ud fra et sagn om, at tranerne, når de hviler sig, putter deres hoveder under deres vinger, men sørger for, at en af dem er vågen og har hovedet fremme. Et andet sagn, fortalt af Aristoteles, beretter, at tranen under hvil tager en sten i kloen eller i munden, så den straks vil vågne, hvis den falder hen. Det fortælles også – og gengives ikonografisk – at traner udkæmper slag med pygmæerne.

De store, langbenede og -halsede fugles flugt er majestætisk, et motiv der ofte spilles på i kinesisk og japansk billedkunst; en smuk russisk film af M. Kalatzov fra 1957 hedder Tranerne flyver forbi, et ledemotiv i en suggestiv krigs- og kærlighedshandling. I parrings-perioden udfører tranerne et spil med bl.a. gjaldende stemmer, baskende vinger og hop, den såkaldte tranedans, jævnfør udtrykket “en spurv i tranedans”, tillige navn på en komedie af J.C. Hostrup, 1846. Denne tranedans har undertiden været mimet under initiationsriter i fx det antikke Grækenland og i Kina.

I Kina og Japan er tranen et vigtigt emblem. Den symboliserer visdom og kontemplation, årvågenhed, social opstigning, lykke og langt liv, og den bruges i udpræget grad som dekorativt motiv. Den er en budbringer fra guderne, og den kan bære sjælene til det vestlige paradis og selv bo på de saliges øer.

Forlaget Gyldendals logo er en trane og bruges på alle dets bøger; to billigbogsserier er blevet kaldt Tranebøger og Traneklassikere. Forfatteren Ole Wivel var i en årrække direktør i Gyldendal, og hans erindringer om den periode hedder Tranedans, 1975.

Se også hejre og spurv.