Papegøje, symboliserer, ved sin evne til skrattende at sige og gentage de samme ord (“Poppedreng ha' sukker”), efterligning og mangel på intelligens. Men fuglen kan også forbindes med advarsel, orakel og regnmageri. Udtrykket “papegøjesnak” betyder ren efterplapren eller sludder. “At skyde papegøjen” betyder at være heldig (opstået af en billedlig fremstilling af en papegøje på en stang, som man skød til måls efter). Henrik Nordbrandt bruger i børnebogen Lille Duduk og store Godok, 2008, en variant af sørøveren Long John Silvers klassiske papegøje i Robert Louis Stevensons Skatteøen, 1883, til at kritisere menneskenes religiøse vanvid.