grif

Grif, fabeldyr med fire fødder. Dens hoved er oftest en ørns, og den har vinger; men hovedet kan også være en slanges. Bagkroppen er en løves. Dvs. at den forener det stærkeste rovdyr på jorden med den stærkeste rovfugl i luften. Bedst kan den vel siges at være placeret blandt kæmpefugle som Føniks, gammen, Rok og Garuda, hvis egenskaber den kan overtage. Dens forbillede i naturen kunne være gribben, hvis navn har samme græske form (gryps). Muligvis er gryps et låneord fra oldsemitisk kerub, det fabelvæsen der ifølge 1. Mos. med flammesværd vogtede vejen til livets træ i Edens Have (engle). Den egyptiske sfinks kan ses som en variant af denne vogter og fremstilles som vinget løve med menneskeansigt.

Griffen afbildes ofte i billedkunst, både sumerisk (på seglsten), egyptisk, antik og middelalderlig (fx danske kalkmalerier), og den indgår også hyppigt i heraldik. Ifølge græske overleveringer, bl.a. hos Herodot, er den guldvogter og minder derfor også om dragen. I andre traditioner er den knyttet sammen med Solen, lyset og ilden og magt- og herskersymbolik, symboler som også er karakteristiske for ørnen og løven. Muligvis er fabeldyret på den ene side af den store Jellingsten også en grif, et kongeligt væsen eller en kristusagtig bekæmper af ondskab og hedenskab i en slanges skikkelse. Hos Dante blev dens dobbelthed symbol på Jesu dobbelte natur som både menneske og guddom.

I middelalderens litteratur opstod en variant af griffen udstyret med hestekrop, den såkaldte hippogrif, hest. I børnebogen Alice i Eventyrland af L. Carroll, 1865, optræder en grif sammen med en forloren (!) skildpadde.

Litt.: Holbek og Piø, Fabeldyr og sagnfolk, 1967, s. 481-90.