ugle

Ugle, den tyst flyvende nattefugl på jagt efter mus og med det ejendommeligt kloge ansigtsparti, som får den til at se blind ud, skønt den netop ser blændende godt om natten, har fået navn efter sin uhyggelige tuden: uh, uh. Så uhyggelig er denne tuden, at den fx bruges som underlægningslyd hver gang, der skal ske et mord i en engelsk krimiserie. Uglen er attribut for den antikke gudinde for visdom Athena / Minerva og er selv blevet et symbol på visdom og lærdom og fx udnyttet som navn og logo på en serie meget intellektuelle billigbøger, Gyldendals Uglebøger. Uglen er også symbol på natten og søvnen, personificeret i antikken som Nyx og Hypnos, og på alt, hvad der foregår i mørke, de “lyssky” gerninger. I flere religioner er den knyttet sammen med dæmoniske magter og døden, fx inden for jødedommen, hvor den er forbundet med natteheksen Lilit, og i Kina, hvor den er en ulykkesfugl. Uglen har givet navn til “ugleset”, dvs. ildeset, og til “uglet”, dvs. pjusket (som dens meget løse fjerdragt), samt til talemåden “ugler i mosen” om noget fordækt.

I H.C. Andersens eventyr “Klokken”, 1845, satiriseres der over tom “visdom” i skikkelse af en “Viisdom-Ugle i et huult Træ”, der slår sit hoved mod træet og derfor bliver ansat som “Verdens Klokker”. I Martin A. Hansens novelle “Uglen”, 1947, kædes en gammel, klog særling med stålbriller på næsen sammen med en ugle, der altid sidder i hans piletræ; de to smelter ejendommeligt sammen i en barndomserindring med syndefaldssymbolik (Kundskabens Træ). I Thorkild Bjørnvigs sonet, “Uglen” 1955, er det derimod fuglens elementære fremmedhed, da den løfter sig fra hans finger, der fylder ham med fryd og befrielse. Ove Abildgaards debutdigte fra 1946 hed Uglegylp.