Vibe, den smukke engfugl med den karakteristiske flaksende flugt i volter, som viser snart den hvide bug, snart den sorte ryg, og som ligner en Spitfire i angreb, og det høje skrig (“viben siger det halve af sit navn”, dens navn er sandsynligvis lydefterlignende) har ikke givet anledning til megen symbolik. Nævnes skal dog, at den i folketro er en varselsfugl, og at den opfattes som en forbandet fugl, fordi den ved Jesu korsfæstelse skreg: pin ham! Som straf flyver den derfor så uroligt rundt. At den så hidsigt forsvarer sit territorium har også medført folkelige talemåder. Gustaf Munch-Petersens knivskarpe, haikuagtige digt “rids”, 1937, rummer disse synæstetiske linjer: “viben skriger / en cirkel sort / skriger en kurve hvid / i luften –”. Viben er en tidligt ankommende trækfugl: “Lærke, stær og vibe / alle tre på stribe / igen vi har / i februar”, lyder det i et folkeligt huskerim. Tilsvarende lyder det hos Aakjær: “Nu er Dagen fuld af Sang, / og nu er Viben kommen”. Naturligvis har viben sit digt i såvel Blichers Trækfuglene, 1838, som Rifbjergs Voliere, 1962.