ørn

Ørn, symboliserer især magt, det majestætiske, guddommelige, sejr, det høje, himmelske, Solen, opstandelse og det frie. Dens vældige vingefang og cirklende svæv er et betagende syn. Den er en kongelig fugl, den der når højest; dog fortæller en lille historie, at den lille fuglekonge fik sit navn ved at sætte sig på ørnen og flyve med op og dermed nå øverst.

Den er attribut til eller symbol for flere guder, bl.a. Zeus/Jupiter, herskere, fx Napoleon, og statsmagter, fx Romerriget, Det Byzantinske Rige og Det Tyskromerske Rige og i nutiden fx Rusland, Tyskland og USA; den kan eventuelt gengives som en dobbeltørn, og den indgår i navnet og logoet på flyselskabet “American Eagle”. I det moderne Mexicos rigsvåben holder ørnen slanger i næbbet, på grundlag af en aztekisk myte om kamp mellem ørn og slange, et motiv der også findes i hinduistisk mytologi. I det hele taget er ørnen ofte våbendyr i heraldikken.

En myte, populær i billedkunsten, beretter, at Zeus forelskede sig i den trojanske kongesøn Ganymedes og i ørneskikkelse bortførte ham til Olympen. Ved den romerske kejser Augustus' ligbrænding i 14 e.Kr. fortælles det, at en ørn fløj op; siden blev denne “begivenhed” brugt som tegn på kejsere og kejserinders guddommeliggørelse i form af en ørn bringende deres “genius” op til himlen. Ørnen er også et vigtigt dyr i shamanismen og kan være klanørn, fx findes i australsk kultur en “ørnemændene”s klan, hvor riter gennemspiller sammenhængen mellem ørn og mennesker. I indiansk mytologi optræder en Tordenfugl, og indianerne (Sioux) kunne mime den ved at bruge ørnefjer i hovedbeklædningen.

I den kristne kunst er ørnen symbol for Johannes og hans evangelium, bl.a. ud fra Johs. Åb. 4, 7, hvor fire “levende væsener” omgiver Guds trone i himlen, det ene ligner en “flyvende ørn”.

I nordisk mytologi kan guder forvandle sig til ørne, iklæde sig ørneham. Det er fx tilfældet med Odin. I en myte fortælles om jætten Tjasse, der i ørneham stjæler Loke og forlanger, han skal skaffe Iduns livsæbler; Loke hævner sig siden og får Tjasse til at flyve ind over Asgård, hvorved hans fjer brænder, og han dræbes. I toppen af verdenstræet Yggdrasil sidder en ørn, der altid skændes med dragen Nidhug ved træets rod. Med enestående, krystalklar skønhed skildres den nye verdens komme i det nordiske eddakvad “Vølvens Spådom”, og i den nyskabte natur “fosser falder, / flyver højt ørnen / den, som fra fjeldet / fisken jager”. Her er de tre elementer, luft, jord og vand i samspil og kædet sammen af ørnens flugt og fangst.

Ørnen optræder i det hele taget i litteraturen som et opstignings- og faldsymbol. I Johannes Ewalds ode “Til Sielen”, 1780, bruges ørnens fald og opstigning som et billede på sjælens fald og en opstigning ved Guds hjælp: Den ulydige ørneunge falder ud over redens kant og kan kun hjælpes af ørnemoderen; Ewald blander billedet af platonismens sjæleopfattelse og af Kristus som ørnemoder. I H.C. Andersens roman Improvisatoren, 1835, er en scene ved Nemisøen, hvor Antonio ser en uhyre rovfugl jage en fisk, men blive trukket ned i søens dyb, hvorved de begge dør. Undergang er der så sandelig også i Henrik Pontoppidans “fabel”, “Ørneflugt”, 1893, der spiller på bl.a. Ewalds digt, den platoniske myte og på “Den grimme Ælling”: En ørneunge får spaltet sin tilværelse fuldstændig ved at blive opdrættet i en præstegård; instinktivt længes den efter sit sande “hjem” i himmelregionen, flyver derop og møder en dristig hunørn; men hverken seksuelt eller identitetsmæssigt kan den klare den høje verden, og den ender med at søge “hjem” til præstegårdsidyllen, hvor den bliver skudt. Den har to hjem, der samtidig er udebaner. Der går fuldstændigt kludder i dannelsesromanens “skema”: hjemme – ude – hjem.

“At være en ørn til noget” vil sige at være dygtig, og “at være frisk som en havørn” betyder at være særdeles udhvilet. “Ørnen fra Herning” var standardmetaforen for Bjarne Riis i Tour de France; han besejrede bjergene på majestætisk vis, og siden var hans fald stort.

Se også Føniksfuglen.