Svane, Danmarks nationalfugl og endvidere symbol på bl.a. renhed (den hvide farve), stolthed og storhed, lys, død, forvandling, skønhed og poesi. Fem svaner i fri flugt er symbol – og ofte brugt som logo – for samarbejdet mellem de nordiske lande. Et svanemærke bruges endvidere som tegn på, at en vare er miljøgodkendt.

Et ofte gengivet forvandlingsmotiv er hentet fra den græske myte om Zeus, der omskaber sig til en svane for at nærme sig den attråede Leda. Afrodite og Artemis har tit svaner som ledsagere i billedkunstneriske fremstillinger, især Afrodite med to svaner, der trækker hendes vogn. En scene i Aischylos' drama Agamemnon har givet anledning til udtrykket “svanesang” om døden: At svanen på overnaturlig vis ved, hvornår den skal dø, og udsender en klagesang; tilknyttet denne forestilling var en tro i antikken på, at døde mænds sjæle sang, når de blev ført bort af svaner. En salmesamling af H.A. Brorson med døden som tema hedder Svane-Sang, 1765.

Udtrykket “svanens død”, som i dag fx bruges, når en fodboldspiller falder særlig teatralsk og for at opnå straffespark, stammer fra balletten Den Døende Svane, 1907, hvor ballerinaen skal udføre en særlig svær solo. Svaner har i det hele taget spillet en markant rolle i ballet, fx Tjajkovskijs Svanesøen, 1876, og opera, fx R. Wagners Lohengrin, 1848.

Den græske gud Apollon knyttes sammen med svanen pga. dens kærlighed til kunst (musik og poesi) og dens skønhed. Også i keltisk tradition forbindes svanen med digterens, bardens, inspiration og ses ofte sammen med et andet poetisk symbol: harpen. I H.C. Andersens eventyr “Den grimme Ælling”, 1844, “forvandles” ællingen til den hvideste af alle svaner i slottets voldgrav, dvs. til en stor poet. Også symbolister som Ch. Baudelaire og Stephane Mallarmé bruger svanen som emblem for digteren, i modsætningsforhold til borgerskabet.

Et folkeligt tema udnytter H.C. Andersen i et andet eventyr, “De vilde Svaner”, 1838; et folkeeventyr hedder “De elleve Svaner” (udg. af Matthias Winther, 1823). Længere tilbage i traditionen har nornerne i nordisk mytologi to svaner, der blev født i kilden Urd, og der findes svaneforvandlinger (svanehamme) bl.a. i Nibelungen-sagnkredsen og i eddadigtet om Vølund, hvor omskabelsen hænger sammen med, at tre svanekvinder, bl.a. Vølunds hustru Alvid, er valkyrier, der længes efter at flyve bort. Dette motiv om “svanejomfruerne” var det, Tjajkovskij brugte i sin ballet.

Svanen spiller en markant rolle i hindu-mytologi, bl.a. som ridedyr for Brahma, og som et himmelsk væsen, der også er i stand til at kløve vandet uden at blive våd.

Måske har “Den grimme Ælling” med moralen: “Det gør ikke noget at være født i en Andegaard, naar man har ligget i et Svaneæg” været medvirkende til, at svanen blev kåret til dansk nationalfugl i forbindelse med tv-udsendelsen “Dus med dyrene”, 1984. Ikke alle er lige tilfredse med valget, fx skrev Bo Tao Michaelis i Politiken 29.9.1999: “Hvorfor i alverden har Danmark valgt den sure, mopsede og semifascistiske dødsfugl, svanen, som sin nationalfugl?” Kongelig er dog dens flugt med de susende, syngende vingeslag og den lange strakte hals.

Se også gås og fugle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig