rosenkrans

Rosenkrans, bedekrans, snor med kugler eller perler, som i en række religioner benyttes under bøn og meditation. Ofte kan kransene også antage karakter af amulet eller talisman. Under rosenkransbønnen bruger katolikker en krans med 5 store perler for Fadervor og 5 x 10 små perler for “Hil dig, Maria”. Den bedende mediterer samtidig over begivenheder i Jesu og Marias liv. Navnet rosenkrans eller rosarium (latin: rosenhave) henviser til Jomfru Maria som Himlens Rose. Hinduers, buddhisters og sikhers bedekrans hedder mala og består oftest af 108 perler. Hinduers bedekrans kan også rumme 50 perler; den er kædet sammen med guderne Brahma, Sarasvati og Shiva, med mantra og bogstaverne i sanskritalfabetet. Buddhisters bedekrans består af 108 perler, ud fra legenden om, at 108 brahminer var til stede ved Buddhas fødsel. Sikher memorerer Guds navn for hver af de 108 eller 29 perler. Muslimers bedekrans, subha, har 33 eller 99 perler, der anvendes under bønnen “Allahs 99 skønneste navne”. Det 100. navn er ukendt i denne verden og findes kun i paradis.

Se også bøn, krans, perle og Mariasymboler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig