BØN Muslimer i fredagsbøn på Rådhuspladsen i København, 2003.

.

Bøn, en andagt i ord, som symboliserer menneskets kontakt med guddommelige magter. Den kan fx være som tak eller ønske. Bønnen kan være fast og kollektiv eller øjeblikkets individuelle indskydelse. De fleste religioner har udformede, tekstangivne bønner, fx attenbønnen i jødedommen, fadervor i kristendommen og de fem tidebønner i islam. Til bønnen kan der også være udformet regler for fx tidspunkt, sted, kropssprog og udstyr; nævnes kan bedekrans, bedehjul, bedemølle, bedetæppe, bønnebøger, bederemme, bedeskammel, bedeslag, bededag. I familiemæssig sammenhæng kan fx i det enkelte hjem anvendes bøn ved forfædrealter, bordbøn og aftenbøn. Udefra set er bønnen naturligvis enetale, men fra den bedendes vinkel er der tale om en lyttende samtale. Psykologisk kan man sammenligne med terapeutens lyttende adfærd i forhold til klienten, blot forstørret op, universaliseret.

Islams bøn, salat, foregår på 5 fastsatte tider i døgnet, markeret gennem muezzinens kald fra minareten, bederetningen er mod Mekka, bønnen foregår på et tæppe, har et bestemt antal remser og består kropssprogligt af et antal rakat, dvs. faste bevægelser, herunder panden mod jorden. Centrum i alt i denne bøn er underkastelsen over for Allah, der er stor (Allahu akbar), ja, større end noget, man kan forestille sig.

I daglig tale kan “bøn” også bruges om ikke-religiøse forhold; man kan “bønfalde”, “bønhøre”, bede “bønligt”, fremsætte et “bønskrift”. Tilsvarende er ordet “at bede” også “devalueret”, så det blot kan betyde fx “anmode om” eller “opfordre til”.

Ateisten Gustaf Munch-Petersen skrev et hymnisk, dybt personligt digt “Bøn” (1937):

magter, som styrer himlen og jorden solen og stormen og havet, magter som styrer, usynligt for blikket, menneskenes færden og liv, magter, som styrer, usynligt for sjælen, trældom og nød, skælvende glæde, krige og rædsler, skændsel og synd, magter, jeg tigger i pine, giv mig lys for mit virke, magter, lad mig ikke dø unyttig, mægtige, brænd eders mærke dybt ind i mit vaklende sind –

Den modernistiske digter tiltaler magterne med det hyperhøjtidelige “eders”. “Magterne” bønhørte ikke digteren; han døde ganske ung det følgende år, i den spanske borgerkrig; men unyttig var hans død dog ikke, den var “hans livs ubesindigste digt” (Tom Kristensen), og selve “Bøn” er nytten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig