LYS Da den romerske kejser Titus i 70 e.Kr. erobrede Jerusalem, blev jødernes Tempel ødelagt og hellige genstande røvet, bl.a. den syvarmede lysestage. Genstandene blev fremvist i et triumftog i Rom, og relieffer i Titusbuen ved Forum Romanum i Rom viser stadig disse scener. Da den dansk-jødiske forfatter M.A. Goldschmidt i 1847 stod ved Titusbuen, græd han og blev sig sin jødiske identitet smerteligt bevidst: “En hel Nations Smerte, Aarhundreders Lidelse gik gjennem min Sjæl”.

.

Lys, symboliserer bl.a. Solen, det guddommelige, det gode, paradis, evighed, livets kraft, dagen, inspiration, visdom, glæde, fornyelse. Mange religioner og filosofiske systemer rummer en kosmologisk dualisme mellem lys og mørke, der svarer til Gud og Satan og det gode over for det onde. Det gælder fx zarathustrismen, gnosticismen og manikæismen. I kristen tradition findes elementer af sådanne tankegange, fx i danske salmer som “Den mørke nat forgangen er” og “Morgenstund har guld i mund”, hvor natten er angstens og gudsforladthedens domæne, og lyset så at sige skal synges frem i menighedens fællesskab. Den pietistiske skelnen mellem lysets børn, de frelste, og de fortabte er en symbolik, der allerede er udtalt i Dødehavsteksterne, hvor den såkaldte Krigsrulle handler om de sidste tiders kamp mellem lysets og mørkets børn.

Gud og det guddommelige manifesterer sig ofte som lys eller ild. Gud skaber verden ved at sige: “Der skal blive lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.” (1. Mos. 1,3-5). Jahve åbenbarer sig som ild, fx ved den brændende tornebusk (2. Mos. 3,2). Engle er lysvæsener (“Lysets engel går med glans”); en af betegnelserne for Satan, Lucifer, betyder “Lysbringeren” og viser skikkelsens oprindelige funktion som lysengel. Paradis er fuld af lys (“Med venner i lys vi tale”). Jesus som verdens lys er et centralt motiv i Johannesevangeliet (fx 8,12). Helligånden viser sig pinsedag som “tunger som af ild” (Ap. Gern. 2,3). Allah identificeres med lys (arab. nur); i Koranens sura 24,35 kaldes han “himlens og jordens lys”, og en metafor med en lampe i en niche bruges. Balder er den lyse as. Den evige ild, fx på et alter, er gudens manifestation i mange religioner.

I middelalderens langvarige konflikt mellem pave og kejser eller mellem kirke og stat brugte Innocents 3 (pave 1198-1216) dette “uigennemskydelige” bevis på magtfordelingen: På himlens firmament er der to store lys, Solen og Månen; Månen får sit lys fra Solen, og tilsvarende modtager “den kongelige magt sin værdigheds glans fra den pavelige myndighed.”

Guder, helgener og religiøse personligheder kan udstyres med en aura af lys, en såkaldt glorie eller mandorla. Vokslys tændes for helgener eller afdøde. Lysestagen (hebr. menorah) er et centralt symbol i jødedommen; den er syvarmet, var opstillet i Jerusalems Tempel, men blev, som det ses på Titus' triumfbue i Rom, taget af romerne; i dag er menorah fx indoptaget som symbol i Israels statsvåben. Lysfester som Luciaprocessioner, kyndelmisse og julen med dens lys i vinterens mørke hører til kristen tradition. I middelalderlig gotik udnyttes vinduernes lysindfald i kirkerne bevidst arkitektonisk. Blandt lysskikke i kristen sammenhæng kan endvidere nævnes kalenderlys og adventskrans. I folketroen er lyset dæmon- og gengangerafværgende. At fødselsdagsbarnet blæser lys ud på lagkagen symboliserer vedkommendes livslys: Nu er så og så mange livsår gået. Ved befrielsen opstod der 4. maj 1945 om aftenen en dansk tradition med stearinlys i vinduerne, håbets og frihedens tegn efter den lange mørklægningstid.

Mystikeres oplevelse af sammensmeltning med det guddommelige gengives ofte med metaforen lys. Nærdødsoplevelser fortæller om mødet med døden som et lysvæld. I dødsøjeblikket skal Goethe have sagt: “Mehr Licht!”; livslyset brændte ud. Kvækerne taler om “Guds ord som det indre lys”.

Siden 1800-tallet indgår metaforen lys i bl.a. socialistisk propaganda (“Snart dages det, Brødre”); i stort format udnyttes symbolet i Nexøs Pelle Erobreren, 1906-10, der handler om “arbejderens brede gang over jorden på hans endeløse, halvt ubevidste vandring mod lyset”; Pelle løfter gang på gang sit ansigt mod lyset, morgensolen, med en “følelse af uovervindelige kræfter”. I Kina blev formand Mao genstand for en omfattende personkult med lys og sol (“Østens Sol”) som hovedmetafor. Sekulariseringen i Vesten åbnede i det hele taget for nye former for lyssymbolik. Oplysningstiden i 1700-tallet havde tillid til, at “det guddommelige lys” skal virke i den menneskelige fornuft og gradvis nedbryde menneskesamfundets autoriteter; oplysning er midlet dertil. “Lys over Landet – det er dét, vi vil”, som J.P. Jacobsen formulerede det i 1884. Paul Hammerichs bog om Poul Henningsen, den store oplysningsforkæmper i 1900-tallet, hedder Lysmageren, 1986, en titel, der dels spiller på PHs lamper, dels på hans oplysnings-projekt.

Det er interessant at sammenligne tre forskellige fortolkninger af metaforen oplysning, dels oplysningstidens (se ovenfor), dels Grundtvigs og buddhismens. Grundtvig brugte begrebet som central karakteristik af sit kulturelle formål; han ville livsoplysning gennem det levende ord for folket, i modsætning til gold lærdom for en elite; han ville skolen for livet, ikke for døden, og frihed, folkelighed og i sidste instans folkestyre. Den prægning af begrebet, Grundtvig havde mødt i oplysningstidens ideer, var for rationalistisk; hos ham er der tale om en romantisk, national, kristelig og folkelig tydning. – Oplysning bruges inden for buddhismen om Buddhas, “den vaktes” eller “den oplystes”, erkendelse efter meditationen under botræet i Bodhgaya i Indien, hvor “pråsen” så at sige går op for ham om livets og genfødslernes sammenhæng, og hvordan kæden af sammenhæng kan brydes. En central buddha i mahayana-buddhismen er Amitabha eller Amida, dvs. “Det Ubegrænsede Lys”.

Det store titeldigt i Inger Christensens debut Lys, 1962, bruger lys som metafor for bl.a. digtning (sprog og ord), kærlighed, skabelse og død.

Antallet af udtryk med lys i overført betydning er stort; nævnes skal blot: “der går et lys op for nogen”, “komme frem i lyset”, “lys i mørket” (håb trods tristhed), “se lyset” (få religiøs åbenbaring), “lyseslukker” (person, der ødelægger andres glæde), “lyslevende”, “lyspunkt”, “lyssyn” (optimisme) og “lyssky” (skummel, forbryderisk).

Se også ild, lampe, mørke, Solen, dag og nat og glorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig