farver

Farver, Det er muligt, at farver i sig selv har en udtryksværdi og påvirker psyken direkte. Men farven opstår først i det øjeblik, hvor en genstand sanses, så spørgsmålet er, om en genstand i sig selv har en farve. Er lyset eller sansningen det centrale? Dyr kan have farver som fx beskyttelse, camouflage (se kamæleon), parringssignal, advarsel og trussel. Under alle omstændigheder tillægges hver farve en række symbolske kvaliteter, som kan variere fra kultur til kultur, men dog også kan rumme nogle konstanter.

Symbolikken kan være tilknyttet naturfænomener, fx er den gule farve symbol for Solen; eller store begreber, fx er sort symbol for døden og rød for kærlighed; eller stemninger og holdninger, fx er sort symbol for sorg. Farvesymbolikken går gennem store dele af menneskers adfærd: i klædedragt (sort som tegn på sorg), som liturgiske farver (skiftende i løbet af kirkeåret, fx i fastetiden violet som symbol for bod og faste og i pinsetiden rød som symbol for blod og ild), i politik og ideologi (fx rød som socialismens farve, jævnfør sange som “Østen er rød” og “Når jeg ser et rødt flag smælde” og et begreb som “det røde kabinet”; grøn som økologiens farve), hudfarve (racististiske forestillinger om hvid som kvalificeret i forhold til sort, gul eller rød), alkymi (med faste symbolværdier i en slags regnbue), stemninger og passioner (“at være sortseer”, “at være rødglødende af raseri”), livsstadier (“at være grøn” om at være (for) ung), osv. De enkelte farver symboliserer bl.a. følgende:

hvid: uskyld, renhed, fuldendthed, transcendens, fred, død. Eksempler: den hvide dåbs- og brudekjole.

grå: sorg, depression. Eksempler: askens farve, “grå zoner”, “grå dag”.

sort: død, mørke, nat, det store intet, sorg. Eksempler: Farven for Djævelen, der øver sortekunst. Sørgedragt.

gul: Solen, liv, kraft, det guddommelige, ydmyghed, jalousi, falskhed. Eksempler: buddhistiske munkes ydmyge safrangule dragt, Judas' falske gule dragt.

grøn: mark, skov, frugtbarhed, forår, håb. Eksempler: Islams hellige farve, økologiens farve, trafiksignalets “lov til at gå”, at bære sommer (nyudsprungne grønne grene) i by.

rød: blod, lidenskab, kærlighed, liv, krig, revolution. Eksempler: revolutionens flag, martyrblod, fodgængersignalets røde fareangivelse, herskersymbol i romerske kejsere og kardinalers dragt, den røde rose.

brun: jord, ydmyghed, fornedrelse. Eksempel: munkes brune kutter.

blå: himmel, hav, uendelighed, overjordiskhed, troskab, melankoli. Eksempler: Jomfru Marias farve, den blå time, en blues.

lilla, violet: værdighed, retfærdighed, høj stand, kærlighed.

Som eksempel på en forening af kosmiske og stemningsmæssige farvesymboler skal nævnes de mange forskellige guders udstyr i afrobrasiliansk religion: Hver gud er knyttet til et naturelement (fx havet med en dominerende blå farve, eller skoven med grøn dominans) og tillægges forskellige (helbredende) egenskaber og sindstemninger; egenskaberne overføres på de mennesker, der knytter sig til den enkelte guddom, udstyres med dennes dragt og i trancedans spiller og “er” guden.

I Indien er de forskellige kaster symboliseret ved hver deres farve. Begrebet varna betyder simpelthen “farve” og er termen for de fire stænder: præsteskab med hvid farve, kriger med rød, bønder og håndværkere med grøn og arbejdere og tjenestefolk med sort. Bag farvesymbolikken ligger en oprindelig skelnen mellem de lyse ariere, der indvandrede fra nord, og de mørkhudede indfødte, der blev drevet mod syd og placeret lavt i hierarkiet. Klassisk racisme, kunne det kaldes.

I folkeeventyr kan farver bruges som bevidsthedsmarkører: I “Prinsessen på glasbjerget” rider helten på tre heste, der er hhv. sort, hvid og rød, hvilket angiver hans udvikling.

Thøger Larsen er nok den danske digter, der har det mest gennemførte farvesymbolske univers. Han skrev digte, der rummede både en kosmisk og en lokal dimension. Det er jyske landskaber, dyr og mennesker, men ladet op i en kosmisk-seksuel, panerotisk dimension. I forårs- og sommerlandskaberne emmer det af erotik og livets og uendelighedens farver: De gule blomster er jordiske sole, havets blå er afspejling af det uendelige blå rum, og solblinkene på havet forener de to farver og dimensioner i en slags uendelighedens frodighed. Læseren fornemmer næsten farverne som brunst.

Stor betydning i kunstens verden og blandt esoterikere har J.W. Goethes beskæftigelse med farver haft. Hans Zur Farbenlehre, 1810, har som grundpåstand, at farverne kun kan forstås i deres samspil med det seende øje.

K.E. Løgstrup beskæftiger sig i bl.a. Skabelse og tilintetgørelse, 1978, med vores erfaring af farver. Videnskabeligt set er vores farveerfaring kun noget, som findes i vores hjerne, ikke ude i virkeligheden. Men, mener Løgstrup, ingen af os er i tvivl om, at verden er farvet, og at farvernes mangfoldighed hører til den ubevislige forudsætning, at verden i sig selv er, som vi uvilkårligt erfarer den.

Se også lys og mørke.