Fallos, (græsk phallos, “penis”), et religiøst symbol for det erigerede mandlige kønsorgan og bredere forstået for frugtbarhed, det skabende og det livgivende. Som kultgenstand er symbolet især knyttet til frugtbarhedsreligioner og deres mandlige guder, fx Dionysos i det gamle Grækenland, Frej i det gamle Norden og Shiva i hinduismen. Falliske genstande er endvidere udbredt som amuletter helt op til vor tid. Gravsten kan i en række kulturer have fallisk form som symbol på nyt liv. Obelisker og søjler har ligeledes fallisk form.
På antikke græske vaser ses kultscener med falloser; ved Dionysosfester blev en såkaldt fallosstang båret i procession. Dionysos' og Afrodites søn Priapos var udstyret med gigantisk fallos, var vellystens og frugtbarhedens gud og beskyttede frugthaver, bl.a. ved opstillede træstatuer af ham. I Shivatempler i Indien er der også i vore dage frugtbarhedskult omkring symboler for hhv. de mandlige og kvindelige kønsorganer, lingam og yoni. Fund af træudskåren Frej og bronzestatue af ham viser gudens overvættes potens.
Uden for egentlig religiøs sammenhæng ses falliske elementer i mange forhold. Klart falliske “potensforlængere” ses i de store amerikanerbiler med deres vældige forlængninger og forsiringer. Våben, herunder raketter, er falliske. Skyskrabere, tårne, konkurrencen om at have det største af alt: muskler, hus, bil, pengepung, er falliske. Decideret vulgærfallisk er nazismens heilhilsen med den opstrakte, “erigerede” arm. Reklamebranchen spiller i høj grad på det dybdepsykologiske mønster af seksuel symbolik, der giver ubevidste mindelser om kønsorganer: en colaflaske, en parfumeflacon osv.
Se også seksualitet, mand og kvinde og frugtbarhed.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.