mand og kvinde

Mand og kvinde, de to køn og deres roller har en række symbolske funktioner og stereotyper. Traditionelt kaldes mænd det stærke køn og forbindes med bl.a. det aktive, potens, magt, undertrykkelse, aggression, mod, lederskab, logik, intelligens, teknologi. Kvinderne er det svage køn og forbindes med bl.a. det passive, følsomhed, undertrykthed, intuition. Mændenes domæne er socialsfæren, arbejdet uden for hjemmet, kvindernes hjemmets intimsfære, med yngelpleje, moderlighed. Hvad der er biologisk og hvad der er socialt-historisk betinget i disse modsætningspar, kan det være svært at greje; men under alle omstændigheder viser en række forskelle sig også i de legitimeringer, der findes i selve sproget og i religionernes myter.

Ord som “man” og “menneske” er afledninger af “mand”. Tilsvarende findes i en lang række sprog, fx er de franske og spanske ord for “man”: “on” og “om” afledt af det latinske ord for mand: homo; også ordet “human”, menneskelig, er forbundet med homo. I engelsk ses formen “mankind”, der betyder menneskeheden. Nærmest generelt kan det siges, at ord for mand dækker både mandens køn og begge køn. En sådan kønshierarkisering findes også i en lang række sproglige forhold, man måske ikke tænker på: “to mand ad gangen”, “målmand”, indtil de seneste årtier de mange former med “-inde” (fx skuespillerinde), den udbredte brug af “han” som dækkende mennesket generelt osv. I den seneste generation, i forbindelse med kvindebevægelsen, har man i stigende grad været opmærksom på den også sproglige kønsdiskriminering og fx brugt former som “m/k”, eller bevidst brugt “hun” i stedet for “han”.

Det latinske ord “humanus” kommer af “homo”, mand, menneske, men er også forbundet med “humus”, jord, dvs. skabt af jord. Den bibelske skabelsesberetning klinger med: Her skaber Gud mennesket af jord; menneske hedder på hebraisk adam og er sprogligt forbundet med agerjord. Der er to skabelsesberetninger i Bibelen, kædet ind i hinanden; men det patriarkalske i skildringen af det første menneskepar, Adam og Eva, er under alle omstændigheder tydeligt. Gud skaber mennesket i sit billede: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. (1. Mos. 1, 27). Senere står der, at Gud bygger kvinden af mandens ribben (2, 22), og skønt “de bliver ét kød”, er det manden, der hersker over kvinden (3, 16). Det er også kvinden, der synder første gang: Hun spiser af den forbudte frugt. Ordet “kvinde” (2, 23) er en hunkønsform af “mand”, af Luther gengivet som “mandinde”.

En skabelsesberetning med mange paralleller, som også legitimerer underordningsforholdet, ses i japansk shinto-mytologi: Her optræder et gudepar Izanagi (Guden, der indbyder) og Izanami (Gudinden, der indbydes), som skaber landområder ved hjælp af et samleje; men i første omgang går det galt, idet Izanami tager initiativet og som straf føder et iglebarn. Så må de begynde forfra, med manden som den ledende, og alt går nu efter bogen.

I skabelsesmyter verden over dannes verden af et urkaos, udifferentieret og uden køn. Men ved dannelsen af kosmos skabes også differentieringen i mandligt og kvindeligt. I mange myter er himlen det mandlige og jorden det kvindelige, og livet opretholdes ved et kosmisk samleje mellem dem, med grøde, lyn, torden, regn og sol. I kulthandlinger gennemspilles dette hellige bryllup, så frugtbarheden kommer til alle kønnede væsener: planter, dyr og mennesker.

Også i hinduismen gives der en kosmologisk forklaring på kønnenes placering i samfundet, der kan få så håndfaste udtryk som disse regler fra den klassiske Manus Lovbog: “Mænd skal dag og nat sørge for, at deres kvinder ikke handler på egen hånd. For kvinder er knyttet til sansegenstandene og skal derfor holdes under kontrol. Hendes far bevogter hende i hendes barndom, hendes mand i hendes ungdom, hendes sønner i hendes alderdom – en kvinde er ikke egnet til at handle uafhængigt.”

I jødedom, kristendom og islam er det nærmest en selvfølge, at Gud er en mand eller kædet sammen med typisk mandlige træk. Det giver en streng, straffende, autoritær patriarkskikkelse, men da Gud “kun” er en metafor eller et symbol, kan de chauvinistiske træk af Hærskarernes Herre osv. udskiftes med de traditionelt kvindelige egenskaber som moderlig omsorg og kærlighed. Nævnes skal det dog, at Jesus gjorde op med netop de patriarkalske træk.

I dualistiske systemer som fx den græsk-platoniske idealisme og dens indflydelse på europæisk tænkning er der en tilbøjelighed til at spalte begreberne, fx sjæl og legeme, rent og urent og godt og ondt, og at tillægge manden de positive og kvinden de negative sider. Kvinden bliver syndens skikkelse, det jordiske og seksuelle, en heks, en femme fatale, en luder. Men samtidig – og det er det paradoksale – ophøjes hun, dyrkes ridderligt og romantisk, som den uopnåelige, attråede, den evige jomfru, Madonnaen. Der finder altså en fatal spaltning sted, dels mellem kønnene, dels i mandens opfattelse af kvindens køn. Samtidig må man sige, at netop denne opfattelse har medført en vældig strøm af kunstværker.

Symbolikken og begrebsdannelsen omkring kønsdelene er også markant. Igen viser de stereotype kønsroller sig: manden er kantet, hård (hvis han da ikke er den “bløde mand”), brutal, fallisk (penis kan bl.a. kaldes: pik, kæp, våben, jern, stang), kvinden er blød, hengiven, føjelig, hemmelighedsfuld (grotte, hul, sump, dåse, sår, mis osv.). Et samleje skildres også ofte nærmest som en voldssag, med fx kamp- og våbenmetaforik: bestige, knalde, ride, høvle, pløje osv. En betegnelse som “skamlæber” om kønslæberne viser tidligere tids tabuering af seksualitet; som det er tilfældet med døden, bruges ofte forsigtige omskrivninger, fx sove sammen, favne – for slet ikke at tale om det bibelske udtryk: at kende: “Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig”, stod der tidligere i 1. Mos. 4, 1, nu oversat: “Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid”, dvs. stadig forsigtigt.

Litt.: essayet om køn i Den Store Danske Encyklopædi, 11, s. 511-18 (af Lise Busk-Jensen, Harriet Bjerrum Nielsen og Finn Stefánsson).

Se også kærlighed, krop, seksualitet, bryllup, fader og moder, bror og søster, konge og dronning, dualisme, chakra, fallos og androgyn.