sanser

Artikelstart

Sanser, kroppens evne til at sanse sker gennem de fem sanseorganer, syns- (se øje), høre- (se øre), lugte- (se lugt), smags- og følesansens organer. Den enkelte sansning foregår som en reception og en perception. Det har været livligt diskuteret i bl.a. filosofien, om virkeligheden eksisterer uden for menneskets sansning, eller om det er menneskets bevidsthed, der er den egentlige virkelighed, eller om den sande virkelighed ligger i et plan over denne verden. Nogle har hævdet, at der intet er i bevidstheden, som ikke først er i sansningen. Andre at den sansede verden blot er en afglans af en højere ideernes verden, som kan anes af særligt udvalgte og i særlige øjeblikke.

Nogle mener, at der findes en såkaldt sjette sans, en særlig intuitiv evne til at forudse, hvad de fem sanser ikke kan fatte. I nogle østlige religioner bruges symbolet “det tredje øje” (ikonografisk i panden) om en transcendent bevidsthed. I parapsykologien undersøges ekstraordinære (sanse)tilstande, de såkaldte ESP (extra sensory perception), fx synskhed, hallucinationer, telepati. Også brug af rusmidler, euforiserende stoffer, fx alkohol og LSD, kan skabe ekstraordinære sansninger.

Man kan enten “være ved sine sansers fulde brug”, dvs. klarttænkende, eller “fra sans og samling”, dvs. sanseløs, uden fornuft.

Det er en central kvalitet ved stor kunst, at digteren, billedkunstneren m.fl. kan formidle sine oplevelser i stærkt sanset form, med hudløshed og sensualitet, så sansningen går direkte i læseren, beskueren eller tilhøreren som et sanseindtryk, der kunne kaldes den syvende sans! Håndgribelig, taktil, øjenfryd og øreguf, en smag af en tid man ikke har kendt, en duft af poesiens blå blomst, fimrende mikroskopiske tropismer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig