øje, syn

ØJE, SYN USA's One Dollar rummer en række symboler, fx pyramiden, flaget og ørnen, og Guds øje i den øverste skinnende trekant (Treenigheden) af pyramiden.

.

ØJE To store øjne våger over den egyptiske urgud Atum, solguden Res urform. Atum arbejder på en slanges vinger. Fresko fra 15. eller 14. årh. f. Kr.

.

Øje, syn, Øje, syn. Talemåden “Øjet er sjælens spejl” viser, hvilken central symbolik der tillægges øjet. Øjet forbindes med lys og synskraft, også i åndelig forstand. Siden barokken har et øje i en trekant symboliseret den treenige Guds allestedsnærværelse. Solen eller guden kan kaldes “himlens øje”, stjernerne er et utal af blinkende eller tindrende øjne. Synskhed er en ekstrem åndelig synsevne, omtalt i forbindelse med profeter (også kaldt “seere”) og mystikere, der kan have “syn” eller visioner. At være blind, eventuelt kun momentant (for et “øjeblik”!), og derefter blive seende er et udbredt symbol for at komme til indsigt, for omvendelse, ny tro og for kærlighedens mirakel. En talemåde lyder “Kærlighed gør blind”, men kunne også lyde omvendt: “Kærlighed gør seende”. “Falkeøje” er en figur i fiktion om indianere, om en der ser næsten overnaturligt godt; men et falkeøje er også symbol for den egyptiske himmelgud Horus; man kan også tale om at have et “Horus-øje”. I græsk mytologi findes den hundredøjede, aldrig sovende kæmpe Argos, der har givet navn til metaforen argusøjne. I buddhismen er den “mangeøjede” påfugl symbol for Ami-tabha/Amida.

I nordisk mytologi gav den vidensbegærlige Odin sit ene øje i pant til Mimer; det ligger i Mimers brønd; Odin bliver let dæmonisk og også let genkendelig, skønt han ofte søger at skjule sin identitet, netop ved hele tiden at skjule sit manglende øje; øjet er symbol på den totale indsigt i verdens gang. Enøjede er også kykloperne i græsk mytologi. Man kan tolke Odins øje/øjne på i hvert fald to måder: Enten betyder hans enøjethed, at han mangler noget i at kunne forstå hele verdens gang, eller også er det øje, han har, sanseapparatet for hele den synlige verden, dvs. rummets dimension, og øjet i brønden repræsenterer hans indsyn, dvs. det at have viden om hele den usynlige verden, det magiske, overnaturlige, dvs. tidens dimension.

Øjets kraft kan også tolkes negativt; mennesker eller dyr kan have “onde øjne”; de kan forstene omgivelserne som Medusa i græsk mytologi eller hypnotisere som fx folketroens slanger. I islamisk folketro kan “Fatimas hånd”, fx på en amulet, bruges som et stærkt værn mod onde øjne. Men fremstillinger af et øje på fx et hus kan også virke ondtafværgende. I Edgar Allan Poes novelle “Hjertet, der røbede”, 1843, er et eksempel på, hvordan det “onde øje” er en sindssyg mands oplevelse af sit mordoffers hæslige øje, der “mindede om en gribs”. Det er øjet, der gør ham til morder; han er fyldt af overfølsomhed i sine sanseorganer, en såkaldt “æstetisk idiosynkrasi” (udtrykket er Thorkild Bjørnvigs). Tom Kristensen er et eksempel på en dansk digter, der var et udpræget “øjemenneske”, en rastløs sanser, der suger også hæslige scener til sig og bruger dem i sin kunst – og bagefter får moralske tømmermænd og tilmed kan ønske sig blind. I titelnovellen i Cecil Bødkers novellesamling fra 1961, Øjet, sanser “øjet. Linsen. Nethinden” en verden, der går under i et apokalyptisk atombombeinferno.

I hinduismen og buddhismen findes forestillingen om “det tredje øje” som symbol for transcendent bevidsthed. I

Suzanne Brøggers Sølve, 2006, bruges et maleri af et øje på hendes gårdsplads som mangfoldigt symbol: Det er både det tredje øje, det ondtafværgende øje, (en protest mod) det guddommeligt spejdende og moraliserende “øje i det høje” (en vise sunget af Trille, “Øjet”, om Gud, der ser alt og forhindrer naturlig udfoldelse, spiller vel med) og et “kunstnerisk” øje, som det fx kendes fra Magrittes malerier.

Et eventyr hos Grimm hedder “Enøje, Toøje og Treøje” og handler om tre søstre, to unormale og én normal, som naturligvis samtidig er heltinden.

Et “øjeblik” er et særdeles kort tidsrum, det kortest tænkelige. Tiden består af et uendeligt antal øjeblikke, nutid, der straks bliver fortid, og ustandseligt æder sig ind i fremtiden. Paradoksalt nok kan man hævde både, at øjeblikket ikke findes, og at der kun findes øjeblikke. I

Søren Kierkegaards fortolkning af begrebet er øjeblikket det punkt i tiden, hvor det evige og det tidslige berører hinanden, noget, der har manifesteret sig i Jesus som Kristus, “Guden i Tiden”.

Hos Jean-Paul Sartre er det øjets blik, der – især udfoldet i hans Væren og Intet, 1943, – skaber forbindelse mellem mennesker, gør objekter til subjekter, skaber intersubjektivitet. Den anden iagttages som et objekt, men den anden iagttager jo også mig som et objekt; derved nedbrydes den oprindelige ensomhed, der dannes en fælles verden, to objekter bliver identiske med to subjekter, og socialiteten opstår. Samtidig må det dog understreges, at Sartre kunne sige: Helvede – det er de andre.

En erotisk dimension understreges i Jørgen Leths forfatterskab: I Guldet på havets bund, 2007, hedder indledningen “Fastholde blikket” og handler om, at “begæret sidder i øjnene”: “En ung pige stod i kø i banken. Pludselig så hun direkte på mig med sine bemærkelsesværdigt store øjne. Det er det afgørende. Det er det mest erotiske moment.” Det fastholdte blik sætter det store spil i gang. Den anden er en “øjenlyst”, der let kan blive en “øjesten” og kan “spises/ædes med øjnene”.

Øjnenes farve spiller en stor rolle, bl.a. i det erotiske spil, blå som himlen (jævnfør også udtrykket at gøre noget “for nogens blå øjnes skyld”), brune og dybe, grønne og katteagtigt gnistrende. Et “blåt øje” (eller “sæbeøje”) er noget ganske andet, ligesom at “vende det hvide ud af øjnene”.

Øjet har en såvel udadrettet som indadrettet funktion. Øjet kan tage noget i “øjesyn”, noget kan fungere som “øjenåbner”; det kan skabe udsyn eller indsyn/-blik eller sågar fremsyn. Også ord som snæver-, kort-, lang- og nærsynethed bruges i overførte betydninger. I vore dage har medier og tekniske hjælpemidler udvidet “øjet”s funktionsområder og fokusmuligheder, så fx fjernsyn (!) og mikroskop skaber nutidighed over lange afstande og indsigt i de mindste krible-krable-bevægelser i organismen. Også fotoapparatet er et udvidet øje, der kan gøre øjeblikket evigt som et insekt standset i en ravklump.

Se også vision, blindhed, tid, spejl og hus.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig