honning

Honning, udbredt symbol på noget sødt og livgivende. I oldtiden har man ikke været helt klar over, hvordan bien og dens honning blev til, så man har forbundet den med himlen, opfattet den som hellig føde og som symbol på indvielse, udødelighed, frugtbarhed, digterinspiration, hellige ord og visdom og profetevne. Vergil kalder den “dugæterens gave”, og også i nordisk mytologi ses forbindelsen med dug: om verdenstræet Yggdrasil fortælles, at fra dets blade drypper dug som “honningfald” og nærer bierne.

Honning er en ingrediens i mjød, som i mange religioner var en hellig drik, der var en parallel til gudernes ambrosia eller nektar, udødelighedsdrikken. Honning er “paradismælk”, jævnfør at “det forjættede land” kaldes “landet, der flyder med mælk og honning” (2. Mos. 3,8). Om bl.a. Zeus som barn og Homer fortælles det, at de levede udelukkende af honning; om Johannes Døberen hedder det (Matt. 3,4), at “hans føde var græshopper og vildhonning”, her dog også som tegn på hans asketiske ørkentilværelse. Honning har også været opfattet som et afrodisiakum.

Det velsmagende, livseliksiragtige og elskovsømme ses i en række honningsøde udtryk med honning, tydeligst i engelsk, hvor “honey” kan betyde “elskede” og “honeymoon” hvedebrødsdage. I evergreens myldrer det med “honey”, fx “Honeysuckle Rose”.