fødsel

Fødsel, er så skelsættende, at den også som konkret begivenhed bliver symbolsk, et under eller en urbegivenhed. Noget helt nyt bliver til og fejres sidenhen på fødselsdagen livet igennem. Fødslens treleddede struktur, fra foster over selve fødslen til nyt selvstændigt individ, er blevet en slags grundmodel for overgangsriter og andre store begivenheder i menneskets verden og for fortællingers struktur: hjemme – ude – hjem. Årets gang i naturen ses på samme måde: liv – død – liv. Krisefaser i det enkelte menneskes liv og i samfundet tolkes som “fødsler”; noget hårdt skal gennemgås for at skimte nyt lys.

I en del kulturer, især afrikanske, ses ikke fødslen, men først omskærelsen som det tidspunkt, hvor “åndebarnet” bliver menneske og får køn. Religiøse erfaringer verden over beskrives som ny- eller genfødsel; man kan være “twice born”. I dagligsproget kan fødselsmetaforer også dreje sig om “at være som nyfødt” eller “genfødt”, eventuelt efter “en hård fødsel”. Tæt på fødslen, ofte kun ca. otte dage efter, kan ligge en overgangsrite med indvielse til livet gennem fx dåb og navngivning. I folketraditionen har der udviklet sig et væld af rituelle adfærdsmønstre i forbindelse med fødsel, de såkaldte barselsskikke.

Mange religioner og filosofiske systemer, ikke mindst indiske og hellenistiske, har en forestilling om genfødsel eller reinkarnation, indisk samsara. Sjælen opfattes som evig, mens legemet går til, og sjælen fortsætter sit liv gennem stadig nye fødsler i stadig nye legemer. I buddhismen opfattes denne strøm af genfødsler ikke som noget positivt; tilværelsernes hjul binder en, og befrielsen fra genfødsler er en erkendelsesproces af meditativ art, til en dimension, kaldet nirvana, hvor tid og rum – og dermed også fødsel – er ophævet. En periode i europæisk historie kaldes renæssancen, “genfødselsperioden”, underforstået en fornyelse af den antikke verdens kunst og livsformer.

Om mennesket kan “huske” sin fødsel (smerten, mørket og lyset) er et væsentligt tema i psykoanalyse. Har alle et fødselstraume? Og er fostertilstanden en slags paradis og fødslen en uddrivelse fra denne trygge vandverden? – er nogle af de spørgsmål, der stilles. De besvares ret forskelligt. Freud skriver: “til grund for et stort antal drømme, der hyppigt er angstfyldte og ofte har passage af trange rum eller ophold i vand som indhold, ligger fantasier om opholdet i livmoderen og fødselsakten.” Jung lægger vægt på, at fantasier og drømme om fødsel har med psykisk genfødsel at gøre og beskæftigede sig positivt med reinkarnationssymboler. Et skridt videre er Stanislav Grof gået, idet han mener, at mennesket ikke blot kan huske fødsel, men også i de såkaldte “perinatale matricer” kan have kosmiske og transpersonelle oplevelser, være uden for tid og rum, smelte sammen med guddommen osv.

I megen litteratur bruges fødselssymbolik for krise, forløsning og frelse. I NT myldrer det med fødselsmetaforer, fx hvedekornslignelsen (se korn). I apokalyptisk litteratur er nutiden mørk og vanskelig som en fødselskanal, men forude ses lyset, forjættelsen og tusindårsriget. I dansk litteratur umiddelbart efter Besættelsen bruges disse apokalyptiske metaforer flittigt også om den konkrete politiske situation.

Litt.: Ole Vedfelt, Drømmenes dimensioner, 2007, kap. 10 og 11.

Se også livsaldre og overgangsriter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig