livsaldre

Livsaldre, kan bruges om de forløb, livsfaser eller -stadier, et menneske går igennem. Normalt siges det, at der er fire hovedfaser: barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Til overgangen mellem barndom og ungdom og til den første del af ungdommen hører puberteten. Voksenliv kaldes også for voksendom eller manddom. Før barndommen ligger fostertilstand og fødsel og efter alderdommen (eller tidligere) ligger døden; fødsel og død så at sige indrammer livet. Før undfangelsen er der intet, og ved døden går man tilbage i intetheden. At kunne udskille ungdommen som en af de fire livsaldre, er et ret nyt fænomen; tidligere gik man direkte fra barnets verden ind i voksenlivet (jævnfør konfirmationstalens: Du går nu ind i de voksnes rækker), men med de lange uddannelser, en vægtlæggen på teenageårene og med de sene ægteskaber er ungdommen blevet en væsentlig og langvarig alder.

Hver af de fire faser tillægges bestemte symbolske kvaliteter, og forløbet kan symboliseres som en vej, en rejse, en bue, en trappe, en (halv)cirkel og tolkes i analogi med døgnets gang, med de fire årstider, med kornets vækst og høst osv. Livet er en proces, og som en bue opstår livet, udvikler sig, kulminerer, går nedefter og går til grunde. Faserne omgærdes af centrale riter, de såkaldte overgangsriter. Ved indgangen til livet foregår der fødselsriter og gerne en navngivning. Mange kulturer opfatter ikke det lille barn som et menneske i et samfund eller som frelst før denne rite, og nogle kulturer, fx kikuyu i Kenya, går videre endnu og siger, at først ved omskærelsen i pubertetsriten bliver mennesket til som mand og kvinde; før denne rite har det tilhørt åndebørnenes plan. I forbindelse med overgangene er dæmoner på færde, og i centrum af riterne står altid en symbolsk død, fx i vand eller med hårde prøvelser.

I psykoanalysen lægges der vægt på menneskets udviklingsforløb. Menneskets udvikling foregår bl.a. som en stadig frigørelsesproces. I Erik H. Eriksons teori er der hele otte stadier. I Freuds teori inddeles barndommen i en række stadier omkring libidoens udvikling, og mennesket risikerer forskellige slags fastlåsninger i livets løb, hvor det stadium, man har nået, i virkeligheden rummer elementer af de tidligere; det kan dreje sig om traumer og neuroser og regressioner, primært knyttet til seksualitet og driftsverden i forhold til den kultur, man står i. Hos Jung er personlighedsudviklingen, den såkaldte individuation, i centrum; mennesket går igennem en række kriser frem mod en modning og erobring af sit selv, som er identisk med hele tilværelsens Selv. En bog af Fjord Jensen, Livsbuen (se litt.), er et fremragende eksempel på en gennemgang af de forskellige stadier, med vægt på voksenlivet og med inspiration fra især jungiansk psykologi.

Søren Kierkegaards tre stadier på livets vej er ikke egentlige livsaldre, men snarere eksistenskategorier: Det æstetiske stadium med dets fokus på nuet og mangel på sammenhæng og en flagrende, sansebetonet livsform hører selvfølgelig især ungdommen til (men den ungdom kan blive “evig”), og det etiske stadium med dets vægt på sammenhæng, valg og at være eller blive sig selv hører især voksenlivet og ægteskabet til; men det sidste stadium, det religiøse, suspenderer samfundets normer; troen hører ikke til en bestemt alder.

Barndommen: symboliserer begyndelsen, det ufærdige, det rene, det uskyldige, den paradisiske, umiddelbare tilværelsesform, men også fx uvidenhed og barnagtighed. Barnet lever i “evigheden”, uden for tiden, i legens og fantasiens dimension. Interessen for barnets verden hører den nyere tid til; tidligere var børn blot ufærdige voksne, der skulle files til og dannes for at blive voksne. Men med især Rousseau ændres holdningen: Barnet bliver nu det ægte, naturen, som frem for alt skal have udfoldelsesmuligheder og undgå civilisationens fernis og samfundets fordærv.

En række myter beretter om “det guddommelige barn”, der måske skal holdes skjult, gemmes i en kurv på Nilens vande som den lille Moses, eller holdes skjult og flygte til Egypten med sine forældre som Jesusbarnet, eller som Zeusbarnet gemmes i en hule for at undgå Kronos' overfald, eller som kong Skjold komme sejlende som lille barn alene på et skib til det kongeløse Danmark. På gravsteder findes småbørn som symbol på genopstandelsen, og på epitafier og malerier optræder små trinde børn, putti, som en slags erstatning for engle. Engle kan omtales som englebørn. Jesus sagde; “Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres” (Matt. 19, 14), og et andet udsagn har haft stor betydning for opfattelsen af barnets verden som særlig mirakuløs og tæt på tilværelsens kerne: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt. 18, 3). Denne (for)bliven som børn går som en nøgle gennem H.C. Andersens digtning, fx i eventyret “Sneedronningen”.

Ungdommen: symboliserer mulighed, nyt eller evigt liv, friskhed, oprør, søgen, hjemløshed, syndefald. Med stigende bevidsthed og med seksualitet kommer den unge nemt til at stå i en slags interregnum, et ingenmandsland, hverken barn eller voksen, med ambivalente følelser over for fortid og fremtid. Den unge skal ud af sin puppe og er sårbar og hudløs. I litteraturen kaldes denne tilstand bl.a. for “øgledage” (Panduro). I de seneste generationer er ungdommen blevet på det nærmeste glorificeret. Det gælder om at holde sig evig ung som en olympier, med kropsdyrkelse, fitness, sundhed, helse og udfordringer. Fra ungdommen kommer det nye, fremdriften, oprøret. Særlig ekstremt blev denne dyrkelse af det unge som det åbne og fornyende over for de voksne og gamles establishment udfoldet i ungdomsoprøret 1968, hvor slagord som: “Stol ikke på nogen over 30” slog tonen an. I reklamebranchen ses også dette ungdomsideal. Kosmetik og plastikkirurgi skjuler aldringen.

Voksenlivet: symboliserer modenhed og afklaring, personlighedens dannelse, individuationens slutsten, men også fastlåsthed, magelighed, sathed. Overgangsriten til voksendommen er brylluppet. I mange generationsromaner skildres voksenverdenen som noget, den unge længes efter, frihedens tid, men også som farlig og forstenende; mange voksne er kunstige, har maske på. I Fjord Jensens Livsbuen peges derimod på voksenlivet som den centrale livsalder for udvikling; midtlivskriserne ses som nødvendige, og man er ikke “fyrre, fed og færdig”, men i stadig “genvækst”.

Alderdommen: symboliserer livserfaring, klogskab, visdom, samlet indsigt, forklarelse, men også forfald, sygdom, glemsomhed, at nærme sig støvets år eller gå i barndom. Fremstillinger af Gud er gerne i den aldrende patriarks eller vismands billede. Det er en særlig kvalitet at blive meget gammel, fx som Metusalem i GT, der sprængte alle grænser med sine 969 år. I traditionelle kulturer er de ældste (mænd) øverst i hierarkiet; de leder, bestemmer, fortæller de hellige fortællinger, så de stadig kan blive i traditionen; man bøjer sig i ydmyghed for alderen. Ved deres snarlige død bliver de gamle endnu stærkere: de indgår i forfædrenes mytiske skare.

I vort samfund er holdningen til alderdommen dobbelt. Dels vil man ikke rigtig være bekendt, at man er gammel og omskriver med eufemistiske begreber: seniorpolitik, det grå guld, de ældre (når de er ældre, er de vel ikke gamle?). Dels anbringes de gamle uden for familiesammenhængen på plejehjem m.m., hjulpet og støttet af samfundet i alle ender og kanter, men alligevel marginaliserede, gjort til hjemløse klienter. Stokken, der skulle være et værdighedssymbol, er blevet til den krumbøjedes og gangbesværedes støtte. En sigende titel er der på en bog med interview af en række særdeles friske og aktive ældre: Uden alder, red. Trine Sick, 2008. Alderen er et relativt og subjektivt fænomen ud over det indlysende objektive: antallet af år. Som Storm P. skrev: “Det er bedre at være 70 år ung end 40 år gammel”. Kun guder er evige og har evig ungdom. Den græske gudinde Eos forelskede sig i en ung mand fra Jorden. Hun bad Zeus om at give ham evigt liv. Som tiden gik, skrumpede han ind og blev en skrattende cikade. Hun havde glemt at bede Zeus om at gøre ham evigt ung.

Litt.: Johan Fjord Jensen, Livsbuen. Voksenpsykologi og livsaldre, 1993.

Se også rejse, hjem og riter.