Dualisme, (af latin duo “to”), den opfattelse, at tilværelsen består af uforenelige modsætninger af hhv. positiv og negativ art. Disse modsætninger kan ikke, som det er tilfældet i en dialektisk opfattelse, medieres, mødes og gå op i en højere enhed. Allerhøjest kan modsætningerne være led i en universel balance, som det fx kendes i indisk og kinesisk livssyn (yin- og yang-systemet er en sådan balance, der går gennem alt, det største og det mindste).

Mennesket inddeler naturligt eller tillært tilværelsen i en række modsætningspar: godt-ondt, oppe-nede, indreydre, lys-mørke, kærlighed-had, naturkultur, bevidst-ubevidst, smukt-grimt. Disse udvides og struktureres yderligere inden for religion og filosofi, så man fx har den kosmologiske dualisme mellem Himmel og Helvede eller Gud og Satan, og mellem dette liv og det kommende og mellem det kommende livs enten frelse eller fortabelse; i sin klassiske form mødes denne dualisme i zarathustrismen, men har også i høj grad vundet indpas i de tre monoteistiske religioner: jødedom, kristendom og islam. Hertil kommer fx i europæisk idéhistorie, med inspiration fra Platon, en dualisme mellem sjælen (som det evige i mennesket) og legemet (det forgængelige). Videre kan nævnes en række modsætningspar, som har haft skæbnesvanger splittelse til følge, mellem fx mand og kvinde, ven og fjende, os og de andre, pligt og lyst, etik og æstetik, følelse og fornuft.

Angående en eksemplificering af modsætningsmetaforer, se modsætninger og Efterskrift, apollinsk og dionysisk, orienteringsmetaforer, krig og fred.

Litt.: Villy Sørensens artikel “dualisme” i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 5, 1996, s. 268-9.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig