KRIG OG FRED Udsnit af Bayeux-tapetet med scene fra Slaget ved Hastings 1066, hvor den normanniske hertug Vilhelm erobrede England. Den latinske tekst betyder: "Her faldt både englændere og franskmænd samtidig i slaget". Musée de la Tapisserie, Bayeux, Frankrig.

.

KRIG OG FRED Ara Pacis (Fredens Alter), et alter opført i Rom mellem 13 og 9 f. Kr. som hyldest til den fred, som kejser Augustus skabte i Romerriget. Det firkantede monument er på ydersiden smykket med relieffer, der bl.a. viser ofringer og processioner, hvori Augustus-familien deltager. Monumentet er i dag placeret i en ny bygning på Via di Ripetta tæt ved Tiberfloden i Rom.

.

Krig og fred, et modsætningspar, hvor begge led ejendommeligt nok kan tillægges hellige kvaliteter. Man kan tale om hellig krig og indvies til den i en religiøs rite med edsaflæggelse omkring troskab og kampvilje, særligt tøj, særligt udstyr, våben, og en krig kan afsluttes med et sejrs- eller triumftog, hvor fjenden udstilles som fanger og deres regalier og andre hellige symboler overtages, evt. sluttende med at opføre en triumfbue, hvor scener fra sejren vises. Er krigen blevet tabt, kan et sørgetog markere dette. Ved overgangen til freden kan fx en fredspibe ryges, som det kendes som ritual hos prærieindianerne. Men freden er også hellig, hvilket bl.a. begreberne fredhelg eller fredhellig og julefred viser. En helligdom er fredhellig, fx skal våben stilles i kirkens våbenhus, og en periode kan være særlig fredhellig, fx en central helligdag, hvor det er helligbrøde at gribe til våben. Jom Kippur-krigen i 1973 begyndte araberne mod israelerne på en jødisk helligdag, hvor man forventede, at israelerne var uforberedte, men det gik anderledes.

Krig konnoterer bl.a. kamp og konkurrence. En meget stor del af menneskets metaforer drejer sig – uden at man tænker derover – om kamp og krig, dokumenteret i bogen Hverdagens metaforer af G. Lakoff og M. Johnson. Debat, samtale, diskussion rummer en stribe krigsmetaforer: “Han skød alle mine argumenter i sænk”, “Dine påstande kan ikke forsvares”, “Er du uenig? Okay, fyr løs!” Leg, sport, køb og salg, en retssag rummer en række symbolske krigsscener: fodboldbanens angribere og forsvarere, modstanderen som en fjende, at være forsvarsadvokat osv. Selv kærlighedsforhold kan iklædes krigs- og jagtmetaforik, selvom det så smukt hedder “Make love, not war”. Tilsvarende er nogle centrale hilseformer formet over begrebet fred: man kan sige “Guds fred”, “Fred være med dig”, “Pax vobiscum”, “Shalom” og “Salam aleikum”; de to sidste er hhv. hebraisk og arabisk, og begge hilsener rummer betydningen: Den fred, som Gud giver. Liturgisk anvendes fred fx i følgende formler: “Fred på Jorden” (også i salmen “Dejlig er Jorden”) og “Hvil i fred” (på grave, RIP = requiescat in pace). Ud over hilseformerne er bl.a. følgende dyr, genstande og kropssproglige udtryk symbol for fred: duen, olieblad (olivengren), laurbær, palmegren, krans, overflødighedshorn og kys. Flere af dem knytter endvidere fred sammen med frugtbarhed og sejr.

Pacifisme er at ville forsvare sig (!) med fredelige midler. Fredsstiftere og -mæglere og ikke-voldsfolk kan få ikonagtig betydning: Gandhi, Martin Luther King. Jesus peger i Bjergprædikenen (Matt. 5-7) på den paradiske fred som utopi: At elske sin fjende og at vende den anden kind til er fredens tegn. Andre vil sige, at pacifister er idealister og i virkeligheden blot lader andre kæmpe for den fred, man har som ideal. En ejendommelig variant findes i hinduismens Bhagavadgita-digt, hvor helten Arjuna bl.a. risikerer at føre krig mod nogle af sine egne slægtninge, men fortvivler over det, indtil guden Vishnu / Krishna siger, han skal kæmpe, men uden at binde sig til handlingen; udfrielsen af denne verden er under alle omstændigheder det centrale.

Blandt professionelle krigere verden over er der grund til at nævne de japanske samuraier, der var bundet af et kodeks med ære og loyalitet i centrum, det såkaldte bushido (“krigerens vej”), over for deres herre, shogunen, og om nødvendigt skulle begå rituelt selvmord.

Krig legitimeres i religioner verden over og til alle tider. Korstog fra kristen side, krig mod fx filistrene fra jødisk side, jihad fra arabisk-muslimsk side. Jihad betyder egentlig “at anstrenge sig (for at fremme Guds sag)” og har to udformninger: ens egen stræben efter religiøs dybde og engagement i at missionere er den fredelige side; egentlig hellig krig er den anden, som så har to varianter: forsvar og angreb. Terrorhandlinger forsvares med, at det er Satan, man kæmper mod, eller at alle mennesker i grunden er muslimer, og at et verdensomspændende kalifat skal indføres. Religionskrige inden for den enkelte religion, som fx har fundet sted så rystende mange gange inden for kristendommen, legitimeres – af begge parter – med, at de andre er fjender, fordi de er kættere, og “Gud er med os”.

Krig og fred får kosmologiske dimensioner i en række myter verden over. I nordisk mytologi var der efter skabelsen en guldalder med fred og fordragelighed, lykke og velstand. De forskellige gudegrupper har aflagt fredsed med hinanden. Men guldbegær, dvs. begær efter rigdom og magt, sætter den første ufred ind i verden. Fjender opstår og dæmoniseres. En vældig dæmondræber, Thor, farer gang på gang af sted for at slå utysker ihjel, men lige lidt hjælper det: Det hele ender i Ragnarok, undergangen af alt i verden, sammenstødet mellem alle modsatrettede kræfter, der dræber hinanden i et blodbad. Så kan alt begynde forfra, ny guldalder, og vel en ny fejde – det vides ikke bestemt, men antydes.

Voldsspiraler, krig på krig, vil være resultatet, hvis ikke forsoning sætter ind, først måske symbolsk, siden konkret, som det så smukt sås ved afslutningen af apartheid-tiden i Sydafrika. Et centralt symbol på fred i stedet for krig er at smede våben om til plovskær, et symbol hentet fra GT, ligesom det kosmologiske fredssymbol: at løven græsser sammen med lammet – som var de (igen) i Edens Have.

At komme hjem til freden efter krigen kan være en traumatiserende oplevelse. En række forfattere har beskrevet, hvordan man ikke kan få “soldatertøjet af”; mareridt og depression, rastløshed og deroute følger; freden kan blive en indre krig. I mytens form skildres det fx i Martin A. Hansens novelle “Soldaten og Pigen”, 1947. Krigsromaner og -film er talrige, blandt de største i genren er Lev Tolstojs roman, filmatiseret flere gange, Krig og Fred, 1865-69, om napoleonskrigene, Norman Mailers roman De nøgne og de døde, 1948, om 2. verdenskrig og Dennis Johnsons Tree of Smoke, 2006, om Vietnamkrigen, på dansk 2009.

En hellig krig legitimeres af Gud – og kan som sådan aldrig retfærdiggøres, med mindre det er en retfærdig krig. Retfærdig krig er faktisk et ofte anvendt, fornuftsbetonet begreb om retten til at forsvare sig og at kæmpe for fredens skyld, når alle andre forsøg på forlig er forsøgt; fx kan man sige, at krigen mod Nazi-Tyskland var en retfærdig krig.

Det er et paradoks, at den by, der måske har skabt mest ufred, fordi den er centrum for tre religioner, jødedom, kristendom og islam: Jerusalem, betyder “Fredens By”.

Litt.: Chaos nr. 45, 2006 (temanummer om religion og krig). Carsten Selch Jensen (red.), Retfærdig krig, 2006.

Se også ven og fjende, modsætninger, Satan, våben, atombombe, frihed, revolution, Jerusalem og soldat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig