cirkus

Cirkus, Den cirkelformede cirkusmanege med akrobater, dresserede dyr og klovner er en magisk verden for børn og barnlige sjæle. Annoncering af forestillingen ved plakater og eventuelle optog i lokalområdet, rejsningen af det store telt, de mange cirkusvogne til de optrædende, cirkusfolkets fremmedartede adfærd og sprog, fremmede dyrs brøl i lokaliteten, alt peger mod en anden verdens indtog, en verden der ellers kun mødes i fantasiens og kunstens verden. Gøgl, leg, skuespil, symbolsk overskriden til den magiske verden.

Næppe noget sted er mødet med det mirakuløse beskrevet så intenst sanset som i Johannes V. Jensens fortælling “Wombwell”, 1904, med ankomsten af et menageri til den lille lokalitet Graabølle i Himmerland: “Menageriet staar færdigt og under Telt. Og hvilket Telt er det ikke! Det er Arken, det er den Gudsmands vældige Skib, der bjærger de Levende, strandet paa Graabølle Banke! Hør Dyrenes og de vilde Skabningers Kor, det er det Gys, der hilste Solen hin Foraarsmorgen paa Ararat, da Regnbuen spændte sig over Jorden!”

Et andet element fra gøglernes verden er brugen af sære mennesker: dværge, kæmper, slangemennesker, behårede kvinder, den stærke mand, siamesiske tvillinger, krøblinge osv. Denne særverden har gang på gang optaget digtere. Nævnes skal blot den norske roman Løvekvinden, 2006, af Erik Fosnes Hansen, hvor hovedpersonen selv på en måde tilhører dette menageri.

Se også klovn, rite og teater.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig