teater

Artikelstart

Teater, har rødder tilbage til religiøse riter, hvor myter “opføres”, og udvalgte personer, fx præsteskabet, agerer guder i forestillingen på en kultplads. Riten tolkes som så væsentlig, at hvis den ikke gennemføres, vil verden falde sammen, blive kaotisk. Performance er altså ikke blot leg: Nej, dramaet, festen, ceremonien, skuespillet gælder selve livets opretholdelse.

I mange kulturer er der stadig denne tætte sammenknytning mellem teater og gudstjeneste/rite. I den tradition, der udvikles i det græske teater (begrebet stammer derfra) og op igennem den europæiske historie, er der stadig eksempler på det rituelle og tilknytning til fx kirken (fx krybbespil, mysteriespil, påskeprocession; hele en gudstjenestes forløb kan opfattes som en performance), men det karakteristiske er, at teatret emanciperer og “sekulariserer” sig, at selve den kunstneriske oplevelse bliver den centrale. Det kan så på den anden side føre til dels en ophøjelse af selve kunsten som religion eller til en genritualisering i dele af det moderne teater, som det fx ses i Odin Teatret (1964ff). Her kan fx igen – eller stadig – ses mimiske eller pantomimiske spil, brug af dans og masker. Det rent gestiske teater, pantomimen, ses i overvintret form fx stadig i Tivoli og på Bakken, men er endnu i høj kurs i fx Kina og Japan. Dukke- og skyggeteater med inspiration fra bl.a. Kina og Indonesien er også populært som (børne)teater i Vesten.

Provokerende, eventuelt politiske, handlingsforløb eller manifestationer findes inden for fx 1920'ernes dadaisme og 1960'ernes happenings; i dag bruges ofte betegnelsen performance. Som eksempel på happenings kan nævnes teatergruppen Solvognens aktionsteater, bl.a. med en antiamerikansk demonstration ved Rebildfesten 1976, hvor aktørerne red som indianere ind blandt deltagerne.

Politisk var også Bertolt Brechts skelsættende, såkaldte episke teater. Brecht benyttede sig af en Verfremdungs-effekt, dvs. at skuespillet selv skulle demonstrere, at det var et spil, og hans skuespillere blev oplært i teknikken, så de på ejendommelig måde “kommenterede” de roller, de spillede, viste at det var rollespil. Hensigten var at skabe en kølighed i oplevelsen, så forstanden og intellektet blev overbevist om budskabet – og ikke blot følelserne suggereret.

Teater er under alle omstændigheder symbolsk, et spil, en leg, en optræden, roller. Selv i det mest realistiske drama, fx Henrik Ibsen, spiller skuespillerne roller og er det hele en illusion, og dagligstuen med den nedrevne fjerde væg er teaterkulisse. Og denne symbolske fremstilling synes så dybt inkorporeret i livet som sådant, at det er vanskeligt at tænke sig den væk, hvad enten den er rituelt-religiøst funderet, leg og gøgl og show, dybtborende karakterskildring i komediens eller tragediens form, operadivaens høje C eller provokationens julemandshær.

Se også rite, dans, maske, drama, fest, performance, dukke, leg og karneval.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig