ben

Ben, bruges dels om legemsdel, dels om knogler. Som legemsdel ofte i betydningen at stå fast og være nøgtern (“stå på egne ben”, “have begge ben på jorden”), men hvis man får “en til det andet ben”, passer det næppe længere. Eller om bevægelse (“at sætte det lange ben foran”, “tage benene på nakken”). Som knogler ofte i betydningen hele den døde krop (“graven hvor man hviler sine ben”). Som noget af det laveste af kroppen tillægges ben (ikke knogler) tit, i lighed med underliv og fødder, lav status.

Ofte bruges ben som omskrivning for hele mennesket; således fx i skabelsen af Eva ud af Adams ben: “Nu er det ben af mine ben / og kød af mit kød.” (1. Mos. 2, 23), og i en række stående udtryk, fx “finde sine egne ben”, “at få ben at gå på”, “gøre sig ud til bens”, “få det forkerte ben ud af sengen”, “spænde ben for”, “have gode ben”, “at gøre sit benarbejde”, “at gå til marv og ben”. I udtrykket “det er der ingen ben i” tænkes måske på fiskeben eller ben i kød. “At have ben i næsen” betyder at være solid og modig. “Ben” kan også bruges om indbringende bierhverv.

Adam Oehlenschläger dyrkede i sin ungdomsdigtning af og til gotisk-gysende scener, hvor fx Døden er udstyret “Med ringlende Been, / med dinglende Been!” (“Sanct Hansaften-Spil”, Digte, 1803).

Se også fod, legeme, krop, oppe og nede og knogle.