Pan, græsk hyrde- og skovgud; i romersk mytologi kædet sammen med Faunus eller Silvanus. Hans ben, skæg og horn ligner en gedebuks, og lystent forfølger han unge nymfer, men viser også interesse for unge hyrder, jævnfør at han er blevet et emblem for homoseksualitet. Han spiller på en fløjte, ligesom hyrderne, jævnfør instrumentet panfløjte. Hans funktion som løssluppen naturguddom med satyrer i sit følge giver ham ligheder med Dionysos (Bacchus). Han kan ses som inkarnationen af det hedenske, og i kristendommen blev han kædet sammen med Djævelen, jævnfør bl.a. hans horn. En historie hos Plutarch om, at “den store Pan er død” blev også brugt i kristen antihedensk propaganda.

Myten om hans fløjte, syrinx, er en klassisk forvandlingshistorie: Han eftertragter nymfen Syrinx, der flygter og forvandler sig til sivrør; rørene frembringer en smuk lyd; han skærer dem af og har nu sin fløjte.

Frygten for naturen og for naturen i en selv, øde steder, skovens mørke, men først og fremmest den “grundløse” angst kan kaldes “panik” eller “panisk skræk”, opkaldt efter Pan. Det naturbundne og det farlige i skikkelsen spilles der på i J.P. Jacobsens kærlighedsdigt “En Arabesk” fra ca. 1870: “Har du faret vild i dunkle Skove? /Kjender du Pan?”. I Knut Hamsuns roman Pan, 1894, udspilles en kærlighedshistorie i den gøglende nordlandske sommer; i en scene forestiller hovedpersonen sig, at Pan sidder i et træ og ser på ham og ler: “og hele Træet rystet av hans tause Latter naar han saa at alle mine Tanker løp av med mig.”

En helt anden stemning – af højtid og dyb bevægethed – er der over et udsagn af Johannes Sløk: “Da jeg stod i Delphi, syntes jeg næsten, at jeg mellem træerne kunne se Pan.”

Den litterære figur Peter Pan, der findes både som skuespil, roman, film og tegnefilm, handler om en dreng, der ønsker at forblive barn – og et “Peter Pan-syndrom” er et psykologisk begreb for mænds angst for at blive voksne, modne og ansvarlige.

Se også ged, fløjte, natur, hyrde og Satan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig