vind

Vind, usynlig og dog synlig og hørbar ved hjælp af omgivelserne får vinden tillagt de samme egenskaber som luften, et af de fire klassiske elementer. Vinden har en række ytringsformer, fra vindstille over den lette brise i sommerkorn, frisk blæst (“over Limfjordens Vande”), til piskende storm og ødelæggende orkan. Vinden “blæser, hvorhen den vil” kan man sige, eller “gone with the wind” (“Borte med blæsten”), begge begreber rummer en symbolsk markering af tiden, der går og ændrer alt.

I flere religioner er vinden symboliseret i en gudeskikkelse, fx i det klassiske Indiens Vayu, shintomytologiens stormgud Susano-o og aztekiske Quetzalcoatl. I den antikke mytologi var der en vind for hvert verdenshjørne: Zefyr (vest), Boreas (nord), Notus (syd) og Eurus (øst); disse vinde blev holdt indespærret i en klippehule på en ø af deres hersker Aiolos. I Odysseen giver Aiolos Odysseus som tegn på en lykkelig rejse vindene i en forsvarligt bundet sæk, men ombord på skibet er der en sømand, der – med katastrofale følger – løsner båndet. Ganske særlig har den milde vestenvind Zefyr spillet en rolle i poesi og myter: Det er fx Zefyr, der henter Psyche til kærlighedsguden Eros.

Det hebraiske ord for vind, ruah, betyder også ånd og ånde; det er fx det ord, der bruges i skabelsesberetningen, hvor “Guds ånd svævede over vandene”, 1. Mos. 1, 2; en anden markant skildring findes i 1. Kongebog 19, 11-13, hvor Jahve åbenbarer sig for Elias i “en sagte susen” og ikke i den voldsomme storm. Sidstnævnte tekststed spilles der på i Johs. ev. 3, 8, hvor Ånden og åndelig (gen)fødsel sammenlignes med vinden, der “blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”. Herfra stammer altså det bevingede ord: Vinden blæser, hvorhen den vil, der ofte tydes som tidens ubønhørlige gang.

Ubønhørligheden ses fx i brugen af vinden som symbol i slutningen af St. St. Blichers En Landsbydegns Dagbog, 1824, i H.C. Andersens eventyr “Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre” (med “omkvædet” “Hu-u-ud! fare hen!”), i Thøger Larsens digt “Stormfuld Vinternat”, 1906, og som ledemotiv i Johannes V. Jensens Kongens Fald, 1900-01. Mageløse skildringer af vindens mildhed eller overnaturlige kraft findes fx i indledningen til J.P. Jacobsens roman Marie Grubbe, 1876, i Jeppe Aakjærs digt “Naar Rugen skal ind”, 1906 (med det sanselige dialektudtryk “milde Vinde hveger”) og i Martin A. Hansens novelle “Agerhønen”, 1947, om en agerhøne, der blæses mod en fattig families dør og af dem tolkes som et fornyelsens tegn. I Shakespeares drama Stormen, 1611, er luftånden Ariel en blandt flere overnaturlige “plageånder”.

I faste udtryk kan vind bruges om fx forandringer (“nye vinde blæser”), tilfældigheder (“som vinden blæser”), at være centrum (“være i vinden”), retning (“vide hvad vej vinden blæser”). Vind og vejr kan man altid snakke om, selv om “svaret blæser i vinden”. “Storm” kan bruges overført i fx “himmelstormer”, “storm i et glas vand”, “et stormfuldt møde”. Der kan “stå blæst om”, og man kan være i “orkanens øje”.

Se også ånd og ånde, fengshui, Ariel og urin.