Verdensaldre, ifølge antikke myter, fortalt bl.a. af Hesiod, Ovid og Vergil, en forestilling om, at menneskenes verden udvikler sig i nedadgående retning i aldre, man opkalder efter metaller: guld, sølv, bronze og jern. Skønt det er en rent mytisk forestilling, har den spillet en stor rolle i europæisk idehistorie, fx i romantikken, hvor man i Danmark drømte om at genskabe guldalderen på grundlag af den nordiske mytologi og det nordiske folks særlige kvaliteter. Også i fx hinduismen findes der et verdensaldersystem, hvor tiden er opbygget i perioder, yuga'er, efter et nedadgående mønster. Mange historieteorier, også i nutiden, har været rent spekulative, fx Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes, 1918-22, der opstiller hele otte kulturers opgang og forfald. Gængs er den opfattelse, at storhed, fx i nutiden USAs, har sin tid og vil følges af nedgang. Teorierne hænger sammen med religiøse forestillinger om et oprindeligt paradis og en verdenskatastrofe, fulgt af eventuel nyskabelse, som det fx ses i den nordiske ragnarokmyte. guld.