ven og fjende

Ven og fjende, ofte en modsætning mellem ens nærmeste og andre, fx knyttet til familien, lokalsamfundet, nationen, etniciteten, religionen eller racen. Modsætningsparret har paralleller i os og de andre, i krig og fred og i godt og ondt. Man kan også “være sin egen værste fjende”, fx ved at leve et indskrænket liv, eller “ven med alle”, dvs. åben og måske lidt naiv. At skabe fjendebilleder er ofte en art projektion af de onde sider hos en selv eller i ens kultur, fx en projektion af skyggen. Billedet er ofte værre end fjenden. Fjenden gøres til barbar, gul eller rød fare, middelalderlige mørkemænd osv.

Fjenden kan være selve Satan, fx i Martin Luthers salme “Vor Gud han er så fast en borg”: “den gamle fjende led / er nu for alvor vred”. I de intimeste forhold kan der opstå had af kærligheden og en fjende af vennen, som det fx ses i titlen på Agnes Henningsens Dødsfjende – hjertenskær, 1949, med en allusion til et digt af Sophus Claussen. Danmark har to naboer, som er klassiske “arvefjender”: “tysken” og “svensken”. Fodboldlandskampe mod Sverige kaldes “arvefjendeopgør”, svensken skal bankes, også verbalt: Hissa, hussa hejsasa, nu skal svensken ha' dada.

I Villy Sørensens lille myteagtige fortælling “Fjenden”, 1955, er “fjenden” både frelser og ødelægger, jager både andre og sig selv – og kvæster først og fremmest kærligheden i en pige. En radikal “løsning” fremlægger Jesus i Bjergprædikenen, Matt. 5, 43: “I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”. Jesus eliminerer simpelthen fjendebilledet ved at gøre næstekærligheden universel. Pacifisme for viderekomne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig