VEJ En moderne pilgrim på en af de mange veje til valfartsstedet Santiago di Compostela. Blandt de klassiske rekvisitter ses pilgrimsstaven og muslingeskallen. Scenen er den knastørre spanske højslette Maragateria. Foto fra Jørgen Johansen, Vejene til Santiago, 2011.

.

Vej, Vej bruges ofte som symbol på livsforløb, udviklingsproces, midlet til at nå målet. Selve livet er en “vej”, en rejse, pilgrimsfærd, som vandringsmanden betræder. På vejen er der stadier, stationer, milepæle, forhindringer af forskellig art. I folkeeventyr begiver helten sig ud på livets landevej, en farefuld proces, fuld af dæmoner og overnaturlig kraft, broer og skillende vande, frem mod målet: prinsessen og det halve kongerige, dvs. selvrealisering. Målet kan tillægges så stor betydning, at vejen gøres til noget ubetydeligt, foreløbigt, fx i en række religioners opfattelse af livet nu og i en kommende frelsesdimension. Man kan gå “lidelsens vej”, titlen på en filosofisk roman af Ernesto Dalgas, udg. 1903. Vejen kan være en omvej, vildvej eller blindgyde. Man kan være på afveje, finde en udvej, være på den rette vej eller være ved vejs ende. Vejkryds, korsvej eller skillevej kan bruges om valgsituation, afgørelse, beslutning: “Nu kan det gå to veje”; i en række religioner og i folketraditionen er vejkrydset et sted, hvor dæmoner og genfærd er på færde. En hjælper kan kaldes en “vejviser” eller “vejleder” og kan undertiden også være en ting, fx det garnnøgle, der viser vej for den græske helt Theseus gennem Labyrinten (Ariadnes tråd). At “vise vejen” kan også bruges negativt, især hvis der er tale om “vintervejen”.

“Herrens vej”, 1. Mos. 18, 19, er den vej, et menneske bør gå, men at mennesket mangler indsigt i de yderste ting i tilværelsen, fremgår af udsagnet: “Herrens veje er uransagelige”, som bl.a. Job må erkende som tilværelsens grundvilkår. Jesus kalder sig ifølge Joh. 14, 6 “Vejen, Sandheden og Livet”. I Apostlenes Gerninger bruges metaforen “Vejen” om den nye religion kristendommen. Det centrale begreb inden for islam, sharia, betyder egentlig “vejen (til drikkestedet)”, dvs. den vej, det kompleks af regler (det islamiske retssystem), man skal følge, for at opfylde Allahs vilje; billedet af nomaden, der fra ørkenen finder vejen til den frodige oases vederkvægende vand, ligger bag. Kosmologier kan opfatte himmellegemers bevægelse som fastlagte veje, anlagt efter guddommelig verdensplan. Vejen er forbindelsen i tid og rum, bevæger sig både horisontalt og vertikalt.

Buddhas “vej med de otte led” er et symbol på den meditative erkendelsesproces frem mod målet nirvana. Buddha citeres for at have sagt: “Du kan ikke følge stien (vejen), før du selv bliver stien”. Buddha anbefalede også “middelvejen”, dvs. vejen midt mellem overdreven luksus og askese. “Den Gyldne Middelvej” er et centralt begreb og ideal fra antikken og sidenhen i europæisk idehistorie (fx også under betegnelsen “kongevejen”, via regis). Som et nyt eksempel på brugen af “den gyldne middelvej” kan nævnes Villy Sørensens “oprør fra midten” (1978) og bog Den gyldne middelvej, 1979; her drejer det sig om bl.a. et politisk projekt, et afbalanceret “humant ligevægtssamfund”.

Jesu “smertensvej”, Via Dolorosa, var først en konkret rute i Jerusalem, siden en metafor, også kaldt via crucis, korsets vej. For en mystiker er via contemplativa, meditationens vej, en central metafor.

“Alle veje fører til Rom”, er et bevinget ord. Det fortæller, at Rom opfattes som verdens centrum, men også, at der allerede i antikken var anlagt et veludviklet vejsystem, bl.a. med Via Appia Antica.

En række forfattere har brugt “vejen” og “milepælen” i bogtitler: Herman Bangs Ved Vejen, 1886, beskriver et liv, der ikke er på, men ved vejen, dvs. en stille eksistens, i drømmende og hensygnende resignation. Klaus Rifbjergs roman med den grammatiske titel Vejen ad hvilken, 1975, er en (mis)dannelseshistorie om Misse Winkels flugt- og faldrejse gennem Europa. Et stort udvalg af Jacob Paludans essays kaldte forfatteren Landeveje og tankeveje, 1963. I USA er en landevejsrejse gennem det store land nærmest et mytisk projekt for bumser, beatniks og hippier, klassisk skildret i Jack Kerouacs roman On the Road, 1957 (dansk titel Vejene). Senest er en sådan rejse ad de amerikanske veje foretaget i Cormac McCarthys roman om en far og søn i et apokalyptisk udbrændt Amerika, Vejen, 2007. Milepælen bruges som markant titel på den norske roman af Sigurd Hoel Møte ved milepelen, 1947, om de skelsættende begivenheder, der skaber en nazist. Den amerikanske jazztrompetist Miles Davis udgav 1958 en plade med den flertydige titel Milestones; at det var Miles' tones var evident, men også at pladen var skelsættende milesten, mile-stones på jazzens vej gennem det 20. årh.

“Det er bedre at være undervejs end at være nået frem”, understreger Jørgen Leth i en lille tekst i Guldet på havets bund, 2007. “Undervejs er bevægelse. (...) Det, der er i gang, holder én i live”.

Se også tid og rum og vagabond.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig