urin, fækalier og tarmluft

Artikelstart

Urin, fækalier og tarmluft, “Skide godt, Egon!” “Lorteland!”. To udsagn fra medieverdenen, der er blevet citeret og genbrugt i tusindvis af situationer. Menneskets afføring omgærdes, i lighed med kønsdelene, med alskens tabuer og kædes sammen med en forestilling om det urene og stinkende, noget der skal holdes skjult. Halen er “enden”, det nederste, kønsdelene kaldes “underlivet”. De udtryk, der bruges om afføring, går fra det “videnskabelige” eller neutrale (“urin”, “fækalier”, “ekskrementer”, “tis”) over det eufemistisk omskrivende (fx netop “afføring”; endvidere “forrette sin nødtørft”, “at lade sit vand”, “træde af på naturens vegne”, “stråle af glæde”), og over det barnlige (“bæ”, “pølse”, en “hunde-høm-høm”) til det slangprægede og grovkornede (“pis og lort”, “skid(t)” “shit”, “bullshit”). Mange af de slangprægede og grove kan bruges overført om fx en dårlig opførsel eller ubehagelig oplevelse. En tilsvarende mangfoldighed ses i betegnelserne for aftrædelsesstedet: lokum, wc, toilet, das, det lille hus, skidehus, “at være på skideren”. Man taler direkte om et latrinært sprog og om lokumspoesi. Og den sproglige opfindsomhed er ligeledes til stede over for den stinkende, sivende eller bragende tarmluft: “fis”, “prut”, “lade en vind gå”, “en siver”, “en hyggespreder”, osv. Selv højlitterære forfattere holder sig ikke for gode til at give eksempler: Johannes V. Jensen lader således en lille mandsling “udvikle Tarmluft som en Kæmpe”. I Ludvig Holbergs Erasmus Montanus misforstår Erasmus' mor en samtale: “Lod han noget gå? Derpå skal man kende et svin”, siger hun. Det bramfrie karakteriserer i det hele taget Holberg. Typisk er der i forholdet til det latrinære generelt en dobbelthed: det er både flovt og sjovt. Det livfulde sprog fortsætter også med udtryk om dyrs afføring, fx “hestepære”, “kokasse” og “fugleklat”. Også i andre sprog bruges det latrinære som fx udråb og skældsord, fx fransk “merde”, tysk “Scheisse” og – som nævnt – engelsk “shit”, det sidstnævnte nu også indgået i dansk. “Shit, mand!”

At afføringen er et tabu i forhold til det hellige eller renhedsforskrifter ses i adskillige religioner. Før de 5 bønner i døgnet skal en muslim, der har forrettet sin nødtørft, foretage den såkaldte lille rituelle tvætning, med vand, men hvis det er umuligt da med sand eller støv. Et par markante tabubrud skal nævnes: I shinto-mytologien besudler guden Susano-o det hellige ved at skide og smide sin afføring ind i solgudinden Amaterasus hal, hvor hun sidder og spiser frugter. Da de første nordboer foretog landnam i Island, var det vigtigt at afgrænse et sted som helligdom, fx den lille bjergknold Helgafell (ved det nuværende Stykkishólmur); det fremgår af Eyrbyggja Saga, at der derved opstod en konflikt mellem to familier, en der ønskede Helgafell som helligt tingsted, og en der ønskede at bruge bjerget som aftrædelsessted. Det endte med håndgemæng og siden med forlig, hvor det bestemtes, at begge familier skulle have godedømme, og at nødtørften skulle forrettes ude på et skær, der blev kaldt Dritskær (“Skideskær”). I hinduistisk praksis ses det omvendt undertiden, at drikning af egen urin indgår som en slags renselsesrite; fx brugte en premierminister i nyere tid denne rite.

I den inddeling af barnets udvikling i stadier, som S. Freud foretog, hedder et det anale stadium, dvs. den periode hvor barnet er optaget af sin egen afføring, har det som en slags fikspunkt. Oplevelser og opdragelsesmetoder i den fase kan have vidtrækkende betydning for individets opfattelse af fx renlighed, lyst, spontanitet, sparsommelighed og (overdreven) selvkontrol. Fra at sidde på potte kan man ende “på skideren”.

Med inspiration fra bl.a. F. Rabelais' vittige og saftige renæssanceromaner om kæmpen Pantagruel og hans far Gargantua, 1532 og 1534 (et afsnit hedder fx Vindenes Ø og parodierer Zefyrs lette vindpust, der bliver til “at slippe en vind”), og hele den karnevalistiske tradition har groteske og magisk-realistiske bøger i nutiden dyrket kropsligheden fra de nedre regioner. Som eksempel skal nævnes Gabriel García Márquez, der har komponeret en bog op omkring, at den skal slutte med ordet “Mierde” (lort) (Ingen skriver til obersten, 1958).

I Kristian Bang Foss' roman Stormen i 99, 2008, beskrives en arbejdsplads, hvor en “fækalist” får en næsten mytiskdæmonisk status: En person har tilsvinet firmaets wc, og alle holder nu øje med alle, indtil en syndebuk findes, den fremmede Jurek, som i hvert fald ikke er synderen.

I et par essays af Ebbe Kløvedal Reich fra 1971-72 (trykt i Mediesvampen, 1973) bruges “lort” som metafor for Luthers og folkekirkens fortrængninger og sublimeringer. I Hans-Jørgen Nielsens beretning Fodboldenglen, 1979, beskrives forsteningen og dogmatiseringen af ungdomsopøret 1968 op igennem 1970'erne som et stramt røvhul; man holder sig, så man kan “aflevere det (dvs. lortet) i korrekt sammenpresset form på rette tid og sted. Ingen lovsange mere til lortets yndefuldt sammendejsende, hvis jeg turde, ville jeg skrive: kvindelige (nu har jeg gjort det) blødhed.” Lort som poetisk metafor; så har man set det med.

“Så er den skid slået!” rent og urent, hale, lyd, lugt, krop.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig