Tidsel, den smukke, men ofte stikkende blomst symboliserer især fjendskab, hævn, lidelse, martyrium og forhærdethed. “Forhærdede tidsel-gemytter” kaldes, i H.A. Brorsons salme “Den yndigste Rose er funden”, 1732, de syndige, “tornede” mennesker, der ikke vil tage imod frelsen i Jesu ydmyge skikkelse, som “Rosen der vokser i Dale”. Tidsel er blandt de planter, der vil spire frem på jorden for Adam, da han efter syndefaldet skal arbejde i sit “ansigts sved”, 1. Mos. 3, 19, og Job bruger billedet af tidsler i stedet for hvede, 31, 40. Da tidslen stikker, er den blevet Skotlands heraldiske emblem, som hævnens symbol. Tidslen kan dog også tillægges lægende kraft, og en art forbindes med Jomfru Marias mælk.