tal

Tal, Læren om tal, men også med betydningen talmystik eller -symbolik, kaldes numerologi. Mange steder i verden og i historiens løb har tal været tillagt en særlig magisk eller mystisk kraft. Hos den klassiske matematiker Pythagoras opstår tanken om tal som altings udtryk, at Universet er struktureret efter talforhold. I okkultismen, fx den jødiske kabbala, tolkes verden allegorisk efter forholdet mellem bogstaver og tal, en vidtløftig teknik, der kaldes gematri. Kendt er fx den numerologiske spådomsteknik i forbindelse med tallet 666 i Johannes' Åbenbaring. I middelalderens litteratur og arkitektur brugtes ofte talforhold.

De lige og ulige tal tillægges hyppigt hhv. mandlige og kvindelige egenskaber og lykke eller ulykke. De to klassiske talsystemer, det latinske (I, II, III osv.) og det arabiske (1, 2, 3 osv.) er ikke lige smidige; det arabiske rummer en særlig tal-joker af genial art: O (nul).

De geometriske figurer er struktureret efter talforhold, fx trekant og firkant.

De enkelte tal tillægges forskellig symbolværdi, bl.a. af en så struktureret art, at man taler om narrative eller episke love i folkedigtningen, genkommende mønstre der har med tallene at gøre. Eksempler gives i det følgende.

0 (nul): Kan bruges negativt i betydningen ingenting eller ubetydelig. Man kan være på et “nulpunkt” i sit liv, en krise. Men der kan også tælles ned til nullet som et eksplosionspunkt, en begyndelse. “Ground Zero” i New York er det sted, hvor den historisk store terrorhandling fandt sted 11.9.2001. Nullet er rundt og tomt som en cirkel, derfor både intet og begyndelsen, tomheden og det grænseløse og udelelige. Det er en urform, at sammenligne med det kosmiske æg.

1: Skaberen, den monoteistiske Gud. I islam er Allah udtrykkeligt Én (arabisk tawhid), som et grunddogme. I græsk filosofi, i platonismen og nyplatonismen, findes en forestilling om Det Ene, et udtryk for det egentligt værende, ur-grunden, det guddommelige i modsætning til den sansbare verden. Begrebet har en parallel i buddhismens radikale monisme, opfattelsen af at alt oprindeligt er ét, ofte kaldet buddha-naturen. I eventyr og anden litteratur er ettallet kædet sammen med helten, eneren, hovedpersonen. Den elskede kan kaldes Den Eneste Ene.

2: Modsætningernes tal, modpoler, par, fx mand og kvinde, yin og yang, kosmos og kaos, bror og søster, tvillinger. Den filosofiske dualisme opererer med kernemodsætninger, et træk der også bruges i de såkaldte binære forhold i strukturalismen (fx liv og død, natur og kultur), der er så væsentlig for struktureringen af verden og for en analyse af den, fx i fortællingers struktur. I folkedigtningen ses fx forholdet mellem helten og dæmonen eller helten og hans hjælper/modstander. Se også modsætninger, dualisme.

3: Et udpræget lykketal. “Tredje gang er lykkens gang”. “Tredje gang så ta'r vi ham”. Aristoteles siger: “Triaden er tallet for helheden, idet det rummer en begyndelse, en midte og en afslutning”. I folkeeventyr optræder gerne tre personer eller handlingselementer, der ligner hinanden, men først for den tredje og den tredje gang sker det skelsættende. I kosmologier er verden ofte struktureret i 3: himmel, jord og underverden. Hyppigt er guder grupperet i 3, fx de 3 skæbnegudinder i græsk og nordisk mytologi, de 3 hovedguder i hinduismen: Brahma, Vishnu og Shiva, som symbol for hhv. skabelse, liv og død, og hele inddelingen af gudekredsen i de indoeuropæiske religioner. En række grundforhold er struktureret i 3 led, fx i ritens struktur og i eventyrs og dannelsesromaners forløb: hjemme, ude, hjem. Som det kosmiske rum er tredelt, er tiden det: fortid, nutid og fremtid. Den dialektiske tydning af verden er også treleddet: Tesen mødes af sin modsætning antitesen, men disse to medieres i en tredje såkaldt syntese. En forvandlingsproces – som den sommerfuglen gennemgår – kan forløbe i 3 tempi. I kristendommen er Gud udtrykt i tre dimensioner i dogmet om Treenigheden, og der findes 3 teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. En slags treenighed er der også i den franske revolutions motto: Frihed, lighed, broderskab. Nævnes kan endelig den græsk-kristne forestilling om mennesket bestående af tre dele: legeme, sjæl og ånd.

Og i de mindre forhold: at udråbe tre leve, tre korte og tre lange, hammerslags første, anden og tredje gang, alle gode gange tre. Se også Treenighed, rite, hjem.

4: Verden er struktureret i en firhed, fx i de 4 verdenshjørner og i de fire elementer: jord, vand, luft, ild. Verdenshjørnerne tillægges forskellig symbolik, og vindene er knyttet til dem.

Elementerne har deres symboludtryk i ånder, fx nymfer og sylfider. Og mennesket er indrettet med fire temperamenter, der modsvarer de kosmiske elementer. Menneskets liv er i fire akter: barndom, ungdom, voksenalder, alderdom/død (livsaldre). Året har fire årstider. En mandala har 4 dele, en slags cirklens kvadratur.

5: Sammenkædes bl.a. med menneskets 5 sanser, med hånden og fodens symbolik, og med den geometriske figur pentagrammet, som den fx ses i den femtakkede stjerne. I fjernøstlige religioner opereres med 5 elementer, og den klassiske elementlæres forestilling om et grundstof for de 4 elementer kaldes kvintessensen (den 5. essens).

6: Det fuldkomne tal, fordi Gud skabte verden på 6 dage. Heksagrammet findes fx i den sekstakkede stjerne.

7: Centralt symbolsk tal: Ugens 7 dage, Jahve der hvilede på den 7. dag, sabbatår hvert 7. år, den jødiske 7-armede lysestage, universet bestående af 7 himmelsfærer (jf. udtrykket: “at være i den syvende himmel”), de 7 dyder og de 7 dødssynder, den katolske kirkes 7 sakramenter, middelalderens 7 “frie kunster” (et væsentligt grundlag for universitetsfagenes struktur), Snehvide og de 7 dværge, de 7 slør (når det 7. slør falder, afsløres hemmeligheden), Visdommen har 7 søjler, verden 7 underværker osv. Vigtigheden ses også i et udtryk som “til syvende og sidst”.

8: Et harmonisk tal. Vigtigt i buddhismen, hvor den 8-foldige vej er et symbol på at finde sandheden, oplysningen.

9: Væsentligt tal bl.a. fordi det er det tredobbelte af tretallet. I græsk mytologi er der ni muser. Tallet synes også forbundet med en graviditets ni måneder, og ni bruges i forbindelse med “fødsel” af ny indsigt, indvielse m.m. Som eksempler kan fra nordisk mytologi nævnes Odins ring Draupner, der hver 9. nat drypper otte ny ringe; Odins selvhængning i 9 nætter i verdenstræet for at vinde visdom; underverdenens inddeling i 9 verdener, den 9. og underste med navnet Niflhel. I folkeeventyret “Kong Lindorm” forløses lindormen til kongesøn efter at have skudt 9 hamme. Den talbevidste Dante bruger 9-tallet som tegn på det guddommelige i mødet med den elskede Beatrice (i værket Nyt liv). Katten siges at have 9 liv.

10: Væsentligt bl.a. fordi det inddeler vores tal efter decimalsystemet, og fordi der er 10 Bud. Kaldes det perfekte og det kosmiske tal.

11: I eventyr kan der være fx 11 svaner.

12: Væsentlig symbolværdi bl.a i forbindelse med årets 12 måneder, de 12 stjernetegn, Israels 12 stammer og – som en parallel dertil – Jesu 12 disciple. 12 opfattes som det hele, en helhed, en harmoni, fx at være 12 til bords, at have stel og bestik til 12. Men “tolvtemanden” kan være dæmoniseret, bl.a. pga. at forræderen Judas hørte til de 12, et motiv der spilles på i Tage Skou-Hansens bog Tolvtemanden, 1972.

13: Ulykkestal: Man må ikke være 13 til bords. Det negative i tallet hænger eventuelt sammen med, at Jesus og de 12 udgjorde 13, og at Judas derfor kan tolkes som den trettende (se også under 12).

50: forbindes i jødisk-kristen tradition bl.a. med jubelår, det år der fulgte efter 49 (helligt pga. 7 x 7, jævnfør fx pinsen (pentecoste), der betyder den 50., underforstået “dag efter påske”).

40 og 70 (72): forbindes med hhv. ørkenen (de 40 år for israelitterne, de 40 dage for Jesus, de 40 dages faste) og det fuldkomne (fx det jødiske råds 70 (72) medlemmer, 6 x de 12 stammer).

100: Kan symbolisere det overvældende antal. At sove i 100 år, som Tornerose gør, er et tegn på dette. Inden for islam er en udbredt bøn den at sige de “99 skønneste navne” om Allah, underforstået at det 100., som man ikke siger og ikke kender, er det egentlige, himmelske navn, det perfekte navn for Den Ene.

666: Dyrets tal, Johs. Åb. 13, 18. Dyret kan tolkes som Antikrist og som de kristnes forfølger kejser Nero og er et eksempel på den gematriske magi, en allegorisk tydning af forholdet mellem tal og bogstaver.

1.000: I inddelingen af perioder, også de mere mytologiske, bruges ofte tusindtallet. År 1000 og 2000 har således været mærkelige år at opleve, tillagt forskellige farer og udfordringer. De religiøse, millenaristiske bevægelser er opkaldt efter deres forestilling om et kommende tusindårsrige (årtusind: lat. millennium).

1.000.000: Et ufatteligt stort tal: At være eller blive millionær er en drøm for mange, fx udtrykt i spil om at vinde en million.