tørklæde

Tørklæde, et hoved- eller halstørklæde har indtil nyeste tid været en slags standardbeklædning for kvinder i Danmark. Den seneste variant er den såkaldte “lilla ble” i forbindelse med kvindebevægelsen omkring 1968. Tørklædet har været brugt med samme hyppighed som hatten for både mænd og kvinder. I de seneste år, i forbindelse med den massive indvandring af muslimer i bl.a. Vesteuropa, har symbolværdien i muslimske kvinders meget forskelligartede tørklæde, slør, kappe og dragt, fra hidjab eller chador til den helt ansigts- og kropsdækkende burka, været debatteret heftigt. Er tørklædet/dragten i det hele taget omtalt præcist i Koranen? Er beklædningen kvindeundertrykkende, idet kvinden skal gemme sine “farlige” ynder og stort set holde sig til hjemmets sfære? Eller kan tørklædet tværtimod bruges som en protest mod den vesterlandske kritik af islam som middelalderlig og kvindeundertrykkende eller mod den vesterlandske sekularisme (religionen som en privatsag, religionen ud af det offentlige rum)? Er beklædningen skadelig? Bæres den af de unge piger helt frivilligt eller under tvang? osv. I Khaled Hosseinis bestseller Under en strålende sol, 2007, der i øvrigt er kritisk over for burka m.m., skildres et sted burkaen “set indefra”: Hovedpersonen Mariam har for første gang en burka på og oplever det således: “Og burkaen, opdagede hun til sin overraskelse, var faktisk rar at have på. Den var som et envejsspejl. Bag nettet var hun betragteren og beskyttet mod fremmede menneskers nyfigne blikke.”

Der er eksempler på, at traditionelt muslimske lande har forbudt tørklædet i det offentlige rum, fx Tyrkiet under Ataturks sekularisme, fortsættende helt op til de seneste år, og voldsomt debatteret i Tyrkiet, og Iran under shahen, frem til præstestyret fra 1979, hvor det tværtimod blev påbudt. I Europa har bl.a. Frankrig pga. den strenge adskillelse af stat og kirke lagt stor vægt på forskellige forbud – senest kunne en kvinde ikke opnå fransk statsborgerskab, fordi hun ikke ville aflægge sig sin burka. I Danmark har muligheden for at få en muslimsk politiker i Folketinget iført tørklæde og uvillig til at give hånd til mandlige kolleger vakt stor opsigt. Endvidere har der været den heftige debat om forbud mod dommere med tørklæde eller anden religiøs symbolbeklædning, og om en dagplejemor i burka. Pustet til ilden blev der også af den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen med tørklæde på Gammel Strand. Debatterne er vanskelige at håndtere, bl.a. fordi det er så let at være reaktionær og progressiv på én gang. Er man kulturåben og tolerant, risikerer man at gå en reaktionær religions ærinde, og er man kritisk og begynder at omtale danske værdier, havner man let i os og dem-sumpen. Er det at foretrække at se alle kvindens “herligheder” i reklamer, på stranden, i fuld offentlighed, eller blot at møde en tækkelig, kønt indrammet, måneagtig ansigtsoval? Og når man tænker sådan, er man fanget i seksualiseringens ejendommelige dobbeltmoral.

: hoved og hovedbeklædning, tøj, mand og kvinde.