sommerfugl

Sommerfugl, kædes symbolsk sammen med dels sjæl, udødelighed og metamorfose: Forvandlingen fra larve over puppe til sommerfugl kan fx i kristen symbolik tolkes som tre stadier, liv, død og opstandelse; dels med forgængelighed, flygtighed og flagrende erotisk adfærd (“Lille sommerfugl”). Det sidstnævnte er fx tilfældet i Japan, hvor sommerfuglen er kædet sammen med bl.a. kimonoen, rituel dans, kvindelighed og ynde, fx i geishaen, jævnfør Puccinis opera med japansk motiv Madame Butterfly, 1904. Græsk mytologis Psyche, sjælen, fremstilles i kunsten som en ung kvinde med sommerfuglevinger eller som en sommerfugl. Sommerfuglen er et udbredt symbol på gravsteder.

Hver sensommer tager en vældig flok nye monark-sommerfugle den kolossale rejse fra Canada og USA til det centrale Mexico, hvor de overvintrer, for næste forår at tage turen tilbage for at lægge æg og dø. I mexicansk folklore er det blevet til, at alle sommerfugle fra Nord- og Sydamerika mødes én gang hver vinter i den lille by Coba, et motiv udnyttet af bl.a. jazzmusikeren Stan Getz (“The Final Concert”, München 1990).

I C.M. Bellmans Fredmans sånger nr. 64 (“Fjäriln vingad syns på Haga”) indleder skildringen af sommerfuglen en lovsang til den fornyede natur i slotsparken Haga ved Stockholm. På et sanatorieophold i 1932 skildrer Olof Lagerkrantz patienternes situation som pupper i fåreskindspelse: “Vi låg och vårdade inom oss en dödsfjäril (dødssommerfugl) som bildade sig under vår hud beredd att förklarad stiga fram en dag.”(i Min första krets, 1982). Den kristne symbolik udfoldes fx i Ole Wivels store digt “Paaske”, 1948, hvor påsken kaldes dødens uge, “opstandelsens puppetid”. En mangetydig symbolik er der i Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen, 1991, med undertitlen “et requiem”; sommerfugle skildres heri på en nærmest overjordisk-smuk måde, indspundet i temaer som erindring, kærlighed, sjæleliv, forvandling, mimesis og mimicry, virkelighed og illusion, sansning og drømmesyn, sprog og poetik – og død.

Det drømmeagtige, flyvende, flagrende og transcenderende spilles der også på i en lille tekst af den kinesiske filosof Zhuang Zi (d. 286 f.Kr.), hvor han siger, at han belyser “tingenes skiftende åbenbaringsformer”: “Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være sommerfugl. Da med ét vågnede jeg, og det stod klart for mig, at jeg var Zhuang Zi. Men nu ved jeg bare ikke, om jeg var Zhuang Zi, der drømte, at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Zhuang Zi.”

“At have sommerfugle i maven” betyder at være nervøs; “sommerfuglestøv på vingerne” betyder uskyld, uberørthed.

Betegnelsen “sommerfugl” er i sig selv poetisk og en slags mimicry: Den er ikke en fugl, skønt den ligner, ligesom en kolibri ikke er en sommerfugl, skønt den ligner. Den er heller ikke en blomst, skønt den ligner, og et japansk ordsprog om glædens kortvarighed et øjeblik tror det: “Jeg troede, blomsten var vendt tilbage til grenen – men ak, det var kun en sommerfugl.”

Se også metamorfose.