soldat

Soldat, ordet stammer fra italiensk og betyder en person, som man betaler sold, dvs. løn. En soldat konnoterer tapperhed (“Den tapre Landsoldat”), den, der forsvarer (jævnfør at lege røvere og soldater), men også den navnløse, en rolle.

“Der kom en Soldat marscherende henad Landeveien”. Således indledes H.C. Andersens eventyr “Fyrtøiet”, 1835. Han har været i krigen, og nu skulle han hjem. Denne soldat skildres som kæk og kry, i stand til at besejre heksen, finde skatten og vinde prinsessen og det halve kongerige. Helt så kry er Erasmus Montanus ikke i Ludvig Holbergs komedie, da han mod slutningen hverves til soldat ved en intrige og må afsværge sin verdensanskuelse for at undgå det.

Kry til det brovtende er Holbergs portræt af en “Miles Gloriosus” (en klassisk romersk komedie af Plautus om “den storpralende soldat”) i komedien Jacob von Thyboe, 1724; Jacob er besat af det tyske sprog og den prøjsiske kadaverdisciplin, men er også en fantast, der på sin frierfærd ender med at få “spildevand” i hovedet fra den udkårnes sovekammer.

Ejendommeligt lettet-opgivende er soldaten i Martin A. Hansens novelle “Soldaten og Pigen”, 1947. En soldat vender hjem fra krigen, men kan ikke få uniformen af, dvs. har krigens gru siddende i sig. I mytens form forenes han i døden i mergelgraven med en pige, der har begået selvmord. Ikke at kunne få uniformen af, når man vender hjem, er også et tema i hans efterladte historiske novelle “Hjemkomsten”: En dansk dragon i Napoleonskrigene kommer hjem, men forvinder aldrig krigen.

Nej, det er ikke alle soldater, der besejrer heksen eller dragen; krigens oplevelser sidder fast som “posttraumatisk stresssyndrom”, dagligdagen kan ikke blive daglig igen, livsstemningen bliver nihilistisk. I verdenslitteraturen er dette tema fx centralt for Ernest Hemingway (Farvel til våbnene, 1929) og William Faulkner (Sartoris, 1929). Også hos Ib Michael er soldaten en genkommende figur, bl.a. knyttet sammen med Napoleonskrigene, og i Den tolvte rytter, 1993, en vilter og rastløs spansk lejesoldat med indiansk blod i sig, der huserer på Koldinghus. Det posttraumatiske er også et tema i Annette K. Olesens film Lille soldat, 2008, hvor den hjemvendte og hjemsøgte soldat er en kvinde.

“Soldat” kan også bruges om en person, der arbejder i en sags tjeneste, fx som “partisoldat”.

En soldat er i uniform, dvs. det individuelle udviskes. Soldaten har ikke et navn, men et nummer. På ejendommelig vis kan denne afpersonalisering også opleves som en periodisk udjævning af sociale skel: De menige, der “springer soldat” eller er i “kongens klæ'r” – i hvert fald i den almindelige værnepligtstid – er lige, hvad enten de er tørvetrillere eller kommende professorer. Anonymiteten viser sig også i mindegrave for “den ukendte soldat”, en gravform fra 1. Verdenskrig og fremefter.