smed

Smed, Smeden med sin hammer siddende ved ambolten og smeltediglen i sin smedje forbindes med kraft, guddommelig skaberevne, ild, metallernes verden, kunstfærdighed og jordens indre eller underverdenen. Som guddommelig skaber er han knyttet sammen med naturkræfter som ild, lyn og torden og vulkansk aktivitet. I en række religioner står han under den højeste guddom som en slags medhjælper. Skønt forbundet med underverdenen er han ikke ond, men hjælper med at skabe fx attributter (våben og smykker) til de øvrige guder og helte; endvidere er han aktiv i forbindelse med de underjordiske indvielser, herunder indsigten i tilværelsens hemmeligheder og magisk evne, som guder og helte skal gennemgå.

Som eksempler på mytologiske smede kan nævnes den græske Hefaistos (romersk: Vulcanus), et forkrøblet muskelbundt, og den nordiske Vølund Smed. Vølund, skildret i bl.a. et eddadigt, er også en krøbling, en dværg, der belyses interessant som en helt, man får ondt af, men samtidig med bestialske sider. Han fængsles med overskårne knæhasesener af svenskekongen, der forlanger, at han skal smede kostbare smykker; men teksten slutter med, at han – med mindelser om det græske Daidalos-Ikaros-sagn – flygter med vinger, han selv har lavet. Adam Oehlenschläger skrev en fremragende sagapastiche, Vaulundurs Saga, 1805, over figuren. Det er i nordisk mytologi kunstfærdige dværge, der smeder en række våben og smykker til aserne, fx Thors hammer Mjølner, Odins gulddryppende ring Draupnir og Frejas halssmykke Brisingamen. – Med inspiration fra nordisk folketradition skrev Martin A. Hansen i 1941 romanen Jonatans Rejse, om en gæv, godmodig og stærk almuemand, smeden Jonatan, der fanger Fanden i en flaske og drager på en rejse med sin farlige fangst. I Villy Sørensens “ufarlige historie” “Hjemvejen”, 1955, kædes en vredladen smed sammen med myten om Thors hammer: Smeden straffer skolebørn, der går på rov i hans nøddetræ, ved at kaste sin hammer efter dem – og den vender tilbage til ham!

Også i jødisk-kristen religion ses billedet af Gud som en smed; han kan sidde ved smeltediglen og lutre “sølvet med flid”, som det skildres i Ingemanns salme “Den store Mester kommer”, bygget over Malakias' Bog kap. 3. Hos Ingemann er der tale om en slags eskatologisk skærsild, hvor Mesteren også smelter “sjæl og sind. / Han sidder ved hjertegruben, / han ser i sjælene ind.” Situationen kan også minde om alkymisternes arbejde ved smeltediglen med at smelte og lutre og omforme til den sande grundform.

Smedehåndværket er en slags grundmodel for mennesket som homo faber, det væsen, der kan danne såvel tekniske fornyelser – og våben – af jernet som kunstfærdige smykker af ædelmetaller.

I talemåden “at være sin egen lykkes smed” betyder “lykke” skæbne, dvs. at kunne bestyre sit eget liv, især brugt om liberalismens selfmade-ideal. “Smede mens jernet er varmt” bruger arbejdssituationen overført. “Smede sammen” og “smede i Hymens lænker” betyder at forene i ægteskab. “En rænkesmed” er en, der udtænker en snedig og skadelig plan. Det smukke, guldglinsende insekt “guldsmeden” er et stykke natur, der er som skabt af en kunstfærdig guldsmed.

Se også dværg, homo-, smykke, våben, ild, Ikaros, metal, jern, guld, attributter, alkymi og hammer.