Skrig, sammen med fx ord som råb og brøl angiver skrig en højlydt brug af stemmen. Skrig dækker bl.a. den eksistentielle situation, noget uoverkommeligt og uhyggeligt, som må få sit udtryk gennem vild og desperat lyd. Man kan “skrige / hyle som en stukken gris” eller “som et såret dyr”. Den paniske angst for tomheden, intetheden, døden har fået et markant udtryk i E. Munchs maleri “Skriget”, 1893. I den såkaldte primalterapi bruges som terapeutisk middel bl.a. primalskriget, dvs. en efterligning af det skrig, et nyfødt barn møder verden med. En punkpræget storbydesperation skildres i Michael Strunges digtsamling Skrigerne!, 1980. Skriget kan også være markskrigerisk, dvs. oprindelig som en “markedsskriger”, en der falbyder sine varer med råb, jævnfør at ordet “reklame” oprindelig betyder (tilbage)råb.

Alle disse lag – og flere endnu – spilles der på i Villy Sørensen formynderfortælling fra 1964, “Skrigeren”: En dreng, der får navnet Cry (spiller på Christ), lemlæstes gennem sin opvækst så voldsomt, at han møder tilværelsen med skrig. Nu fremvises han som en gudbenådet popsanger, der betager verden med sit “sidste nye skrig”, og han kvases ihjel af sine tilhængere. Efter hans død bliver han en mytisk-religiøs person, og der oprettes Cry-centre, hvor man “lyttede betaget til hans røst, der havde givet verden en anden lyd”. En variant af samme tema ses i kultfilmen om punkmiljøet De skrigende halse, 1991, af Søren Fauli.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig