SKOV Romantisk maleri af Moritz von Schwind, “Im Wald” (I skoven), ca. 1848.

.

Skov, symboliserer idyl, romantisk (skov)ensomhed (udtrykt i fx visen “I Skovens dybe, stille Ro” 1864, måske af H.C. Andersen), asketisk livsform i primitiv naturbundethed (fx i amerikanske Henry D. Thoreaus naturevangeliske Walden eller Livet i skovene, 1854), et liv også i åndelig forstand i skovmandsskjorte, og skoven er et yndet sted for buddhistiske munke i tilbagetrækningsperioder. Men også en række farer: Skoven kan fortrylle eller være fortryllet, rumme dæmoniske kræfter, naturens fremmedhed og mørke. Skoven symboliserer både den religiøse rites liminal-fase, udviklingsprocessens udlændighed eller hjemløshed og psykens ubevidste lag, med Jungs beskrivelse dens moderarketype i dennes kaotiske aspekt. I skoven lurer konkrete farer, fx ulv, bjørn, løve, røvere, og metaforiske og psykiske farer, fx udtrykt i overnaturlige væsener som hekse, trolde, dværge, kæmper og drager, og i en sært udefinerbar angst, panisk angst (se Pan). Ikke kun i Rold Skov er der “røvere”.

Mange folkeeventyr har som tema heltens eller heltindens individuation, og her spiller skoven ofte en væsentlig rolle som prøvelsens sted; man kan forvilde sig i skoven, opleve den som “døden”, men også som nødvendig for at blive voksen og hel. Som eksempler på skovmotiv i eventyr kan nævnes “Rødhætte” (se ulv), “Snehvide” (hvor det er meningen, at hun skal slås ihjel derude, men i stedet for møder venligtsindede dværge), “Hans og Grete” (med heksen, der vil æde børnene), “Den stærke Hans” (hvor Hans og hans mor tages til fange i en røverkule dybt inde i skoven) og varianterne med helten, der drager ud i verden (herunder skoven) for at finde sin angst. Blandt kunsteventyr med skovsymbolik rager H.C. Andersens “Klokken”, 1845, op: Her drejer det sig om to, en fattig dreng og en kongesøn, som går skovens prøvelse og skønhed igennem.

Skoven kan være stor, uigennemtrængelig og totalt vild: urskov eller jungle. Det vilde ses også i overførte udtryk som “hvor jungleloven gælder” og “i storbyens jungle”. Men junglen kan også antage karakter af noget paradisisk, den ægte, oprindelige tilstand. Det ses fx i de drømmebilleder, de naivistiske malere som Henri Rousseau og Hans Scherfig skabte; og som R. Kipling beskrev i Junglebogen, 1894-95, og Johannes V. Jensen i Skovene, 1904; og som ses i den populære Tarzan sammen med alle junglens dyr; og som har fået musikalsk udtryk i Duke Ellington og Pierre Dørges “jungleorkestre”, i den udbredte brug af liflig tropisk fuglesang i ny brasiliansk musik, for slet ikke at tale om elefantvuggevisen “Sov sødt, lille Jumbo”.

Eller skoven kan være lille og overkommelig, fx en lund. Lunde har i mange kulturer været opfattet som hellige steder og brugt til fx ofringer. “Gå med i lunden”, hedder en dansk kærlighedsevergreen. Måske den nærkøbenhavnske Charlottenlund med oasen Dyrehaven, motiv i fx filmen I den grønne skov, 1968.

“Ikke at kunne se skoven for bare træer” handler om del over for helhed. Noget kan være “helt hen eller ude i skoven”, dvs. helt galt. Skoven kan besjæles, uden at man tænker over det, i udtryk som “skovbryn”, og en “skovsø” kan symbolisere den dybeste hemmelighed. En sådan besjæling får i Ambrosius Stubs digt “Den kiedsom Vinter gik sin Gang”, ca. 1750, en klassisk-kunstfærdig version.

Se også træ, eg, bøg, natur og kultur og vild og tæmmet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig