skabelse

Skabelse, at noget bliver til og er til, er verdens største under, også når det bliver til igen, som genskabt eller nyskabt. Intet under derfor, at mennesker gennem tiderne har udformet myter, hvor skabelse er noget centralt. En meget systematisk-poetisk skabelsesmytologi er der i den første bibelske skabelsesberetning (1. Mos. 1-2,4a), hvor alt bliver til i løbet af seks dage, og den syvende er hviledag for både skaber og skabninger.

Skabelse kan foregå ved ord, ved at Gud siger, at noget skal blive til. Eller der kan være tale om et verdensæg, som udruges. Det er vanskeligt at forestille sig en creatio ex nihilo, en skabelse ud af intet, uden stof at danne noget af, lige så vanskeligt som at forestille sig noget før tidens “opståen”. Ofte har man forestillet sig et oprindeligt udifferentieret kaos, et urhav med et uhyre i. Uhyret slås ihjel af guden, som det fx sker med jætten Ymer i nordisk mytologi, og af dets kropsdele dannes verden som et kosmos. Det betyder ikke, at verden så på én gang er grundfæstet; kaos skal stadig bekæmpes, og det sker som i et skuespil i riter. Og hver morgen, når Solen står op, genskabes verden på en måde, og kaos tager over, når mørket sænker sig og søvnen med dens “lille død” indtræffer – der samtidig er en rekonvalescens, for at verden næste morgen kan mødes, som var den genskabt. På lignende vis er der skabelse, død og genskabelse i hele naturens gang, i årets rytme. Og mennesket har fantaseret videre og forestillet sig, at også den rigtige død blot er en overgang til en ny skabelse.

Alle disse forestillinger og struktureringer er naturligvis konstruktioner og rent symbolske, men indgår i så dybe lag i menneskets sind, at de føles som naturbundne. Hvem tænker ikke sådan ved synet af et nyfødt barn, en kornmark, en larve, puppe og sommerfugl?

Skabelse er begyndelse, barnets dimension, uskyld, umiddelbarhed, rod, vækstmulighed, forventning, som det belyses så smukt i Thorkild Bjørnvigs essay “Begyndelsen”, 1948 (1960): Begyndelsen længes vi altid efter: “Begyndelsen er Sjælens Hjem. Derfor længes vi tilbage; – og længes vi frem, er det mod en ny Begyndelse. Vi lever mellem den svundne og den kommende Begyndelse. Over Begyndelsen hviler Mytens Sollys.” Faren er sentimentaliteten, nostalgien, regressionen – og at glemme den stadige forventning.

En retning inden for teologien hedder skabelsesteologien, hos den danske hovedrepræsentant K.E. Løgstrup ofte betegnet skabelsesfilosofi; hos Løgstrup understreges skabelsens grundfænomener (fx tillid, taknemmelighed, talens åbenhed, kærlighed) som suveræne livsytringer, der ligger i eksistensen som sådan, jævnfør udsagnet: “Gud så, at det var godt”, som går som en slags omkvæd gennem 1. Mos. 1.

Skabelsen hedder et oratorium af Joseph Haydn 1796-98, bygget over bibeltekster. Ole Wivels digtsamling fra 1981, Skabelsen, udfolder en skabelsestanke omkring “Guds elskværdighed”, mens hans digt “Skabelse” fra 1948 er erotisk, om at skabe et forunderligt, kvindeligt landskab under sine hænder.

Hver dag skal være som på skabelsens første morgen, kan man sige poetisk. Men støder den formulering ikke sammen med naturvidenskaben, der jo fx kan bevise, at verden ikke blev skabt på seks dage, eller ved at et eller andet uhyre blev parteret? Sammenstød kommer der først, hvis der er fundamentalister, fx kreationister (“skabelsestilhængere”), på en af siderne eller begge. For myterne er netop “kun” fortællinger, troens forestillingsbilleder, grundsymboler, mens videnskab arbejder abstraktteoretisk. Big Bang og “Gud sagde: ”Der skal være lys!“” – teori og myte; i Encyklopædien skrives artiklen om “begyndelse” netop af både en naturvidenskabsmand og en teolog (læs her).

Litt.: essayet “Begyndelse” af Ove Nathan og John Strange i Den Store Danske Encyklopædi bd. 2, 1995, s. 439-444. K.E. Løgstrup, Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik IV, 1978.

Se også kosmologi, kosmos og kaos, myte, fødsel, tid og rum, æg og ord.