Skæbne, personificeres i mange religioner, især som kvindelige guddomme. Hos grækerne findes de tre moirer, hos romerne de tre parcer og i det gamle Norden de tre norner. Nornernes tre symbolske navne kan belyse, at de råder for hele verdensforløbet og det enkelte menneskes livsforløb: De hedder Urd (det, der var), Verdandi (det, der er) og Skuld (det, der kommer). Skæbnen kan også fremstilles i en enkelt figur, fx romerske Fortuna og Fata eller opfattes som et kosmologisk grundprincip, fx dao i Kina, eller et filosofisk eller livsanskuelsesmæssigt grundbegreb, fx fatalisme (begreb dannet af det latinske fatum). Skæbneforestillingen hænger tæt sammen med andre grundbegreber som lykke, tilfældighed, forsyn og frihed, determinisme, prædestination og den frie vilje. I Morten Nielsens digt “Skæbne” 1945, er en nazists tilbliven primært skildret som et socialt og biologisk fænomen; i Albert Camus' Sisyfos-myten, 1942, overtager mennesket gudernes skæbne, gør den til sin egen og ophæver den vel dermed. I en række af de klassiske dannelsesromaner fra romantikkens tid er skæbnen den røde tråd af sammenhæng i det tilsyneladende tilfældige og forvirrende, som helten i slutningen af romanen kan se. Det drejer sig fx om M.A. Goldschmidts romaner, den forfatter der for øvrigt skrev en selvbiografi med nemesisbegrebet som nøgle, 1877; bind 2 af den havde undertitlen “Nemesis”; mennesket er led i en verdensorden og er i stand til at erkende det, i hvert fald sent i sit liv, mente Goldschmidt.

I verdenslitteraturen er skæbne og tilfældighed overordnede motiver for fx Paul Austers og Haruki Murakamis fortællinger. En af Karen Blixens bøger hedder Skæbne-Anekdoter, 1958, med bl.a. “Babettes Gæstebud”; et grundtema hos Blixen er at tage sin skæbne på sig og vokse med den og derved vise sand menneskelig storhed.

Karakteristisk er det i de mytologiske skildringer af skæbnen, at hun/de skildres som væversker, der væver eller spinder livets tråd, udmåler livsforløb og -længde. Tilværelsens guddommelige magter kan kaldes “de bindende” eller “lovmæssige”. Selv guderne kan dog have en skæbne, som tilsyneladende er større end dem, som det fx skildres i nordisk mytologis ragnarok (et ord, der betyder “gudernes skæbne”).

Udtryk som “tak, skæbne!”, “skæbnesvanger” og “besegle nogens skæbne” viser en karakteristisk nedslidning af begreberne i dagligsproget. Det sidstnævnte udtryk rummer oprindelig en forestilling om, at ens skæbne er optegnet og hemmeligholdt i en livets bog, en bog der fx er forsynet med hele syv segl!

Litt.: essay af Villy Sørensen i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 17, 2000, s. 359-361.

Se også norner, fatum, Fata Morgana, lykke, bånd, kosmos og segl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig