SALT Detalje fra G. Raffaelli “Den sidste nadver”, 1805, i Mennonittenkirche, Wien, viser scene, hvor Judas (med en pung med de 30 sølvpenge) spilder salt som tegn på, at han forråder Jesus.

.

Salt, symboliserer bl.a. uforgængelighed, trofasthed og visdom og vid. I Bjergprædikenen kalder Jesus disciplene “Jordens salt”, dvs. de udvalgte, rene, åndeligt kraftfulde (Matt. 5,13).

En anden udbredt talemåde, “at tage noget med et gran salt”, stammer oprindelig fra den romerske forfatter Plinius den Ældre og har nu betydningen “at udvise sund skepsis”.

Salt har konserverende egenskaber og er derfor knyttet sammen med livskraft og dæmonafværgelse og brugt rituelt i en række kulturer, bl.a. i antikken og Mellemøsten. I det gamle Rom lagde man salt på otte dage gamle børn. At dele “salt og brød” ansås i det gamle Grækenland som et tegn på gæstevenskab. I senere folketro er det tradition at have salt og brød med, når man flytter til et nyt hus, og ifølge danske folkesagn kunne børn i deres leg markere et fristed ved at råbe: “Salt og brød for mig”. I folkelige talemåder kunne man sige, at et tegn på gæstevenskab var at “æde en skæppe salt sammen”. I jødedommen kunne salt tolkes som et bindemiddel mellem menneske og Gud (3. Mos. 2, 13) og blev brugt ved alle afgrødeofre. I den japanske shintoreligion bruges saltvand som renselsesmiddel under riter.

I antikken og i senere folketro ansås det som et dårligt varsel at spilde salt på bordet; på Leonardo da Vincis Nadverbillede (ca. 1495) har Judas Iskariot netop spildt salt på bordet som et sådant tegn.

Salt kan overført betyde “noget oplivende”. En “saltvandsindsprøjtning” bruges om noget, der sætter en positiv proces i gang. “At gnide salt i såret” var tidligere en konkret straffemetode, nu brugt overført om at forøge en hvilkensomhelst pine. “Ikke at have salt til sit æg” betyder ekstrem fattigdom. “Salt” kan også bruges om åndfuldhed og skarp satire (“at krydre med salt”). I Holbergs Jeppe paa Bierget bruger den snu og gerrige krovært Jacob Skomager at komme salt i sit øl, så gæsterne “skal tørste, jo meere de dricker”; den fordrukne Jeppe ligger nærmest i saltlage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig