ruin

Ruin, konkret betyder ordet “ruin” en ødelagt, forfalden bygning. Overført kan “ruin” og “ruinere” bl.a. betyde noget, der er ødelagt, undergang (“hans liv lå i ruiner”) og økonomisk fallit. Men også som konkret bygningsrest har ruin overførte betydninger. Ruinen, fx som dynge, by eller hob, forbindes med tidens gang, storheds forfald, altings undergang og forgængelighed, men også med mindet om en storhedstid. Denne dobbelthed er karakteristisk for romantikkens udnyttelse af ruiner i litteratur og billedkunst. Ruinerne kan på én gang være et undergangs- og længselsbillede, en parallel til andre meditationsobjekter i perioden: kirkegården og gravhøjen. Slots- og kirkeruiner sender tanken på langfart, også i metafysisk forstand. Hele ruinbyer, ikke mindst levningerne fra det gamle Rom, vidner om levet liv i en omfattende social sammenhæng. På en måde standser ruinerne også tiden; man kan føle sig hensat til Forum Romanum, handle, ofre til guderne, deltage i en rettergang eller et triumftog, eller man kan høre løvernes brøl i Colosseum. I Roms blanding af antikke ruiner og nutidigt pittoresk folkeliv færdedes flokke af bl.a. danske kunstnere i romantikkens periode; blandt malerne dannede Eckersberg skole med sine minutiøse ruinstudier. Opholdt man sig ikke i Rom, kunne København også bruges: i 1807 blev store dele af byen ødelagt af de engelske bomber; den ufærdige Marmorkirkes “ruin” blev et yndet motiv. Den digteriske fantasi kan genskabe fortidens pragt, fx skriver B.S. Ingemann i “romanzen” “Paa Sjølunds fagre Sletter”, 1816, superromantisk: “Hvor Sølverkilden glider / Nu ved Ruinens Fod, / Der stolt, i gamle Tider, / En Kongebolig stod.”

Interessen for de antikke ruiner går tilbage til renæssancen. I 1700-tallets haveanlæg efterlignede man ofte ruiner og lavede nyopførte (!) haveruiner, til kontemplation, som en parallel til vanitas og memento mori-motiver i andre sammenhænge.

I ikke mindst Mellemøsten kan man finde tusindårige ruinbyer, der består af lag på lag af kulturer, deres bygningsrester (ofte lersten) og potteskår, bygget på stadigt højere niveau, som små bjerge af ruinhobe, de såkaldte tell'er, et arabisk ord (på hebraisk tel, findes fx i navnet på Tel Aviv). En by som Jeriko har været bebygget siden 8. årtusinde f.Kr.; at se dens lag kan godt give historisk vingesus. I tropiske egne kan junglen lynhurtigt æde selv store bygningsværker, fx store religiøse anlæg, og på en måde bliver denne naturopgåen “ødelagt” af udgravninger og istandsættelser, fx mayaernes anlæg i Mellemamerika og den buddhistiske kolossalbygning Borobudur på Java. Når der er parkeringspladser ved anlæggene, ødelægges duften af urskovsromantik og fornemmelsen af selv at finde resterne i landskabet.

I nyeste tid har de store kriges ødelæggelser på et øjeblik gjort storbyer til ruinhobe; at have set Hamburg i de tidlige efterkrigsår eller mindesmærkerne for atombomben i Hiroshima (kun ét hus stod tilbage, resten var blæst væk) sætter for altid sine mærker i sindet. Ground Zero, nultimen.

Billedkunstneren Palle Nielsen har udnyttet Roms ruiner som en uhyggelig, science fiction-agtig kulisse i sine tegninger; Per Kirkeby, der også er uddannet geolog, bruger ruinen som noget, man bygger videre på: “vi bygger alle på ruiner”, har han sagt; ruinen er spor af tidligere liv og kan genoplives og transformeres. I 2008 har der været en udstilling om ruiner – på Danmarks “nationalruin” Koldinghus, der i de seneste år er blevet delvist genopført.