rejse

Rejse, har som symbol og som religiøst motiv et indre og ydre aspekt og kan bl.a. symbolisere livets gang, prøvelser eller udfordringer, mødet med døden, individuation eller dannelse, at blive sig selv, søgen efter paradis, at vælge, forandring og overgang.

Rejsen kan være “indre”, dvs. en individuationsproces i det enkelte menneske, således som den fx skildres i den jungianske psykoanalyse eller i mystikeres erfaringer. Som eksempler kan nævnes den tyske teolog Dorothee Solles bog Henrejsen, 1975, om den religiøse erfaring, og den stofeksperimenterende, bl.a. med LSD, psykiater Stanislav Grofs Den indre rejse 1-4, 1978-83. Også rejsen som motiv i tusindvis af eventyr og dannelsesromaner har en indre karakter, er en jagt på at finde den inderste kerne og mening, ens egen identitet, knyttet sammen med en treleddet struktur af at være barn hjemme, bryde op i puberteten og længe søge i udlændighed og med dæmoner på spil, indtil man når hjem i et højere plan, med modenhed, indsigt og harmoni – og med prinsessen og det halve kongerige. Den rejsende kan jage paradis – også udnyttet i mange nutidige reklamer – , der kan antage fantasikarakter af det sunkne Atlantis, Shangri-La, Eldorado, Edens Have – eller blot være mødet med Syden, landet hvor citrontræerne blomstrer.

Den ydre rejse kan være konkret-historisk, men er ofte lagt ind i en mytisk ramme, der kan gennemspilles i riter, ikke mindst de centrale overgangsriter i livets løb. En prototype er Odysseus, der rejser i tyve år, hele tiden forhindret i at nå hjem, en langvarig, kaotisk periode, med masser af prøvelser. En “odyssé” bruges om litteratur eller oplevelser i virkeligheden af denne langvarige, mytiske art. Odysseus indgår også i rækken af heroer, fx Herakles og Sigurd Fafnersbane, der i lighed med eventyrhelte klarer vældige prøvelser på deres lange rejse. Selve livet kan tolkes som en rejse, et forløb af stadier eller stationer med eventuelle milepæle undervejs, som “livets landevej”. Også døden ses som en rejse, en sejlads over en flod eller over et hav, en rejse hjem til en paradisisk tilstand eller mod den evige udlændighed i et helvede.

Maoriernes kanofærd over Stillehavet til New Zealand fandt sted for ca. 1000 år siden; i mytens form udgik rejsen fra urlandet Hawaiki, som den enkelte maori skal vende tilbage til ved døden for at forenes med sine urfædre.

Det israelitiske folks exodus, udvandring fra Egypten og vandring ind i Det forjættede Land, må opfattes som en myte, der tillægges skelsættende betydning i jødedommen. Eksilet og diasporaen er rejser ud i ny udlændighed, og indvandringen (på hebraisk alijah, dvs. opstigningen til Zion/Jerusalem) af jøder til Israel/Palæstina-området i 1900-tallet kan tydes som en ny opfyldelse af exodus-forjættelsen.

I islam er hijra, udvandringen fra Mekka til Medina i år 622, religionens “fødselsår”. Pilgrimsfærden til Mekka og Medina er en rejse i Abrahams og Muhammeds fodspor. Mange valfarter efterligner et rejse- og begivenhedsforløb i en religionsstifters eller helgens liv; højdepunktet kan være besøget ved den hellige persons mausoleum.

Mormonernes “urhistorie” er knyttet sammen med rejsen vestpå til Utah og Salt Lake City i 1844, en flugt fra forfølgelser i USA til oprettelse af mormonkirkens centrum: Det er en ny gentagelse af exodus, men nu i en amerikansk variant, der også farves af pioneråndens “going west”.

En shaman foretager under sin helbredende handling en rejse, fx kan den eskimoiske angakoq rejse til havets bund eller raketagtigt til Månen; her er det indre og ydre godt sammenblandet: En iagttager vil kunne tyde det som en ren trancetilstand, ikke nogen konkret flyvning; men for en deltager i kulten er rejsen “konkret”.

I europæisk sammenhæng – og ikke mindst dansk – er dannelsesrejsen et vigtigt tema, fx den kunstneriske rejse til Rom, der har givet så mange luft under vingerne, eller vore dages mere globalt orienterede rejse. En rejse mod paradis kan i vore dage blive så diffus, at den fører til en nomadeagtig, zappende livsform. Eller den kan være masseturismens færdigpakkede charterrejse.

Nogle milepæle i bøger med rejser i centrum er, ud over Odysseen, Laurence Sternes A Sentimental Journey, 1768, Goethes Italienische Reise, 1816-29, og i nyeste tid Bruce Chatwins nomadiske rejsebøger, og i Danmark værker af især Ludvig Holberg, Jens Baggesen, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Thorkild Hansen, Hans-Jørgen Nielsen, Suzanne Brøgger, Ib Michael, Thomas Boberg og Carsten Jensen. For H.C. Andersen var at rejse en livsstil: “At rejse er at leve”; det er det uden tvivl også for Rifbjerg, skønt han drejer mottoet til: “At rejse er at dø”. Begge mottoer viser rejsen som et eksistentielt anliggende; i de bedste af værkerne er det eksistentielle anliggende tungtvejende, essayistikken nærmer sig romanen, rejsedrømmen smelter sammen med drømmerejsen. Carsten Jensen skriver et sted om, at rejsen nok går mod paradis, men at man ikke ville kunne holde paradis ud, så det er selve rejsen, vejen, midlet og ikke målet, der er givende. Det gælder de fleste af de omtalte forfattere: den labyrintiske rejseform tiltaler Baggesen, Johannes V. Jensen har Columbus' evige længsel som symbol, Tom Kristensen skriver om at lade sin uro blive ved, Thorkild Hansen lader sine helte være store tabere, først da Karen Blixen mistede alt i Afrika, blev hun forfatter. Den glødende rejsefeber bliver skrivekløe og kontinuerlig selvrealisering, aldrig standset.

Litt.: Jan Ovesen og Kirsten Hastrup, Rejsen, 1980. Lars Handesten, Litterære rejser, 1992.

Se også hjem, rite, paradis, liv, Odysseus, pilgrim, nomade og vandringsmand.