politiske ideologiers symboler

Politiske ideologiers symboler, De største politiske ideologier i historiens løb er liberalismen, kommunismen/ socialismen og fascismen/nazismen. Hertil kommer skellet mellem diktaturer og demokratier. Nogle ideologier tager udgangspunkt i religioner eller påvirkes af dem; det gælder fx en række teokratier og i vor tid fx islamismen (se religionernes symboler). Nogle politiske ideologier er knyttet sammen med nationalstaten som begreb (se nationale symboler). Symbolerne kan også vise sig i de konkrete politiske partier i de demokratiske samfund – diktaturer har normalt kun ét.

Liberalismens (latin liber: fri) hovedsymboler er knyttet sammen med det treleddede slagord fra den franske revolutions tid: frihed, lighed og broderskab, jævnfør også det trefarvede franske flag tricoloren. Frihedsgudinden i New Yorks havn, ved ankomsten til den frie verdens hovedland, er et væsentligt globalt symbol for liberalisme – og frihedstanker. Den franske revolutions farve var den aggressive, blodfyldte og solidariske røde.

Den røde farve fortsætter som symbol i kommunismen/socialismen, på flag, faner, i slagsange og ved demonstrationer, fx på “kampdagen” 1. maj. De “røde” er fx kommunisterne i den russiske revolution 1917 imod de “hvide”, bolsjevikkerne. Sovjetunionens vigtigste demonstrationsrum var Den Røde Plads i Moskva. I Maotidens Kina blev Den Store Rorgænger sammenlignet med “Østens røde Sol”. Socialdemokrater i Danmark uddeler røde roser under valgkampagner. Den kommunistiske banearbejder i tv-serien “Matador” kaldes “Røde”. Inden for kommunismen er hammer og segl det centrale symbol, der bl.a. indgik i Sovjetunionens våben og flag; hammeren symboliserer industriarbejdere og seglen landarbejdere. Også stjernen er et vigtigt symbol, og den indgår fx i Kinas flag, med en stor og fire små, symboliserende henholdsvis det kommunistiske parti og de fire stænder. En række historiske begivenheder kan antage symbolkarakter, blive mytiske, fx i Kina Det Store Spring Fremad, og de store ledere, Lenin, Stalin og Mao ophøjes til overnaturlige forbilleder og valfartes til i deres mausoleer.

Denne dyrkelse af den store skikkelse ses for fuld udblæsning i fascismen og nazismen: Italiens fascistiske diktator Mussolini blev kaldt Il Duce og Nazi-Tysklands Hitler Der Führer. I begge tilfælde er der også historiske paralleller: Mussolini ønskede at genskabe Romerrigets storhed, fyldte sit land med bygninger og pladser og statuer, der efterlignede de klassiske, kaldte sit parti fascisterne efter et gammelt romersk symbol på magt: fasces, dvs. et risknippe med en økse. Og Hitler byggede på den gamle germanske, ariske idealtid; han ønskede at bygge Berlin om til et gigantisk Germania med monumentalbygninger; han udnyttede elementer fra den nordiske mytologi; det centrale symbol, hagekorset, hentede han fra gammel germansk tid, hvor det var et solsymbol, og tolkede det i Mein Kampf som et tegn “des Kampfes für den Sieg des arischen Mensches”; den særlige heil Hitler-hilsen med den gejle arm- og håndstilling mimede maskulin potenthed og gammelgermansk soldyrkelse. Den blonde arier med de blå øjne (og i soldateruniform) og hans underdanige hustru med det korngule hår var symboler hentet ud af tysk nationalromantiks heimatsidyller. Både fascismen og nazismen havde som symbolfarver sort og brun, bl.a. i uniformer, hvor der også kunne optræde et dødningehoved, og SS kunne være skrevet som runer på kraven, hvorved det lignede lyntegn. OL i Berlin 1936 blev et symbolsk militaristisk propagandashow, hvis eneste malurt i bægeret var, at den sorte atlet Jesse Owens var arierne langt overlegen. Regimet dannede også et gigantisk fjendebillede af jøderne som undermennesker, snyltere og pengepugere, rotter som skulle udryddes – og næsten blev det.

Et centralt modstandssymbol mod denne galskab var V-tegnet (V for victory, sejr) hos de allierede og de besatte. Flere lande med fascister og nazister brugte pilen som symbol, fx de ungarske og spanske. En af de væsentligste romaner om nazismen er nordmanden Tarjei Vesaas' Huset i mørkret, 1945; i denne allegoriske roman om okkupasjonstiden (mørket) i Norge (huset) bruges netop pilen som symbol; den peger hele tiden ind mod centrum af huset, til “pilefolkets” hovedkvarter.