Pæl, kan symbolisere verdensaksen, frugtbarhed og fallos. En pæl kan anvendes i ritualer som fx prærieindianernes soldans som symbol for verdenstræet, der går mellem himmel og jord. Pæle kan også fx anvendes til straf (marterpæl) og totemisme (totempæle hos nordvestkystindianerne med stiliserede figurer, fra mytologien og ofte forestillende skytsånder).

Pæle med overført betydning er fx “milepæl” (skelsættende begivenhed, oprindelig en pæl ved vejen angivende afstand), “ramme en pæl igennem” (at modbevise eftertrykkeligt, oprindelig om den skik at slå en pæl gennem fx forbrydere og hekse for at hindre dem i at gå igen). Søren Kierkegaard kaldte sit livs store tragedie “pælen (eller tornen) i kødet”: Om der var tale om en stor synd (hos familien, faderen eller ham selv), konkret sygdom af fysisk eller psykisk art (fx epilepsi eller grundliggende melankolsk temperament) eller det “offer”, han som kunstner måtte give i stedet for at leve et almindeligt borgerligt liv, eller noget helt fjerde, er usikkert. Udtrykket stammer fra Paulus i 2. Kor. 12,7, og det bruges i dag om en tilbøjelighed, som vedkommende selv opfatter som syndig.

Se også kød, stav, søjle, verdensakse og træ.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig