Ninja, oprindelig en person oplært i den japanske kampkunst ninjutsu ("kunsten at holde sig skjult"), en slags spion, især kendt fra shogun- og samuraitiden, men med rødder længere tilbage. Der findes stadig ninja-kampskoler. Det fantastiske og hemmelighedsfulde ved figuren har medført, at ninja indgik i japansk folklore, i historier og i kabuki-skuespil, som legendariske, lydløse skikkelser med overnaturlige kræfter, sortklædt maskering (tegn på usynlighed) og fabelagtig våbenteknik med brug af tricks. Endelig er figuren i nyeste tid overført til Vesten, hvor en ninja fx optræder i James Bond-filmen "You Only Live Twice", 1967, og i mange tegneserier (fx "Ninja Turtles" med fire grønne ninja-skildpadder) og videoer og computerspil, på linje med fx den hinduistisk inspirerede avatarfigur. I nogle af de nye fremstillinger ses ninja som smukke kvinder, jævnfør amazoner, men der er ikke meget belæg for det i den japanske tradition. Også Ib Michael lader sin ninja, i romanen Kejserens Atlas, 2001, være en kvinde og sammenkæder figuren med en dansk kvinde med det nærliggende navn Nina, der bl.a. bruger armbrøst som magisk våben. I romanen blandes forskellige tider og steder, især elementer hentet fra samuraitidens Japan, fra nutidig international agentlitteratur og fra science fiction.