nationale symboler

Nationale symboler, Nationale symboler. Hver nation har sine fælles symboler, hvoraf de fleste er varianter af de symboler, andre lande har. Blandt de gængse symboler er nationalsang, våben, mytisk-historiske fortællinger, der legitimerer netop denne nation i netop dette land. En gennemgående metaforik omkring det nationale er det fælles, folket er én stor familie, der bor i deres fædreland og som fælles sprog har “vort modersmål”. Nationen besynges som en kvinde, en moderskikkelse, i Danmark især påvirket af nationalromantikken, fx i H.C. Andersens fædrelandssang “I Danmark er jeg født”, 1850 med vers som “Du danske Sprog, du er min Moders Stemme”, eller landskabets fagerhed sammenlignes med en elsket kvinde, som fx i Johannes V. Jensens “Hvor smiler fager den danske Kyst”, 1925, hvor landskabet har “favn”, “åndedræt”, osv. I nationalsange, fx de to danske: Ewalds “Kong Christian stod ved højen Mast”, 1779, og Oehlenschlägers “Der er et yndigt Land”, 1819, er det derimod karakteristisk, at der lægges vægt på folkekarakteren, sejre i historiens løb og mytologisk legitimitet. Blandt de særlige træk, der understreges i dansk nationalhistorie, er, at vi engang var en stormagt, men efterhånden har mistet det ene landområde efter det andet; denne decimering og lidenhed gøres til en særlig kvalitet: vi er ukrigeriske, og vi vinder indadtil, hvad udadtil tabes. Traumatisk var især tabet af Sønderjylland 1864, “sårfeberen fra Dybbøl”, men afløst af jubelen ved Genforeningen 1920.

Nationale symboler tilhører ofte den civilreligiøse sfære, religionernes symboler. Symbolerne anbringes i en sfære og omgærdes af riter og myter, som antager religionens karakter, fx den amerikanske Thanksgiving-fest eller Memorial Day. Civilreligion kaldes det, når nationer dyrker sig selv, opfatter nationen som en Guds gave (Dannebrog faldt ned fra himlen), og når indbyggerne i patriotisk iver er villige til at ofre sig for fædrelandet, “for Gud, konge og fædreland”. Hele lande kan legitimeres religiøst: Det forjættede Land er det land, som Jahve har lovet israelitterne, Danmark blev til, da en sagnkonge kom hertil osv. Sammen med denne selvidealisering står eventuelt en udspaltning af andre lande og folkeslag og racer som fjender, laverestående og barbarer (se os og de andre, ven og fjende).

Til den nationale symbolverden kan også siges at høre de ofte meget stereotype karakteristikker af de enkelte landes folkekarakter: danskernes hygge, den amerikanske drøm om at være selfmade, om pionertiden og udvælgelsen, franskmændenes særlige galliske esprit, for slet ikke at tale om finner med knive.

I det følgende vil der blive brugt danske eksempler, og dispositionen følger Inge Adriansens store undersøgelse i Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000, 1-2, 2003.

Der kan skelnes mellem officielle og uofficielle symboler. De officielle består af 1. statsmagtens og nationens symboler, dvs. rigsvåben (se våben, herskersymboler), regent (se konge og dronning), forfatning (Grundloven), nationalflag (Dannebrog, se flag), nationalsang og nationaldag; og 2. statslige kendetegn, dvs. pas, penge og frimærker. Regenten er i et konstitutionelt monarki som det danske efter indførelsen af demokrati i 1849 i stigende grad en rent symbolsk størrelse, hvis beføjelser netop omtales i folkestyrets forfatning, Grundloven. Danmark har hele to nationalsange, hvis karakter er ganske forskellig: Ewalds omtaler konkrete danske søhelte, Christian 4., Niels Juel, Wessel, som forbilleder, og Oehlenschläger indspinder en gennemgang af træk i dansk folkekarakter i lag af nordisk mytologi. Det kan diskuteres, om Danmark i det hele taget har en nationaldag, som fx nordmændenes 17. maj; det nærmeste, man kommer den, er Grundlovsdag 5. juni med møder, fester og politiske taler. Det danske pas er både nationalt og EU-pas; som nationalt symbol i det har man dels statsvåbenet med de tre løver, dels indvendigt på omslaget motivet med Kristusfiguren fra Jellingstenen. Danske frimærker gengiver typisk dels regenter, dels personer og scener fra dansk historie, dels danske landskaber, flora og fauna; sammenlagt kan frimærker tolkes som “billeder af dansk kulturarv”.

De uofficielle symboler deles i 1. sproget, 2. historien, 3. landet, 4. nationens inkarnationer. Sproget: Det at have fælles sprog opfattes som en central del af nationsbegrebet og den kulturelle identitet. Sproget lovsynges og synger selv i striben af fædrelandssange fra romantikkens periode og fremefter; som samlet manifestation af denne sangskat står Højskolesangbogen, udkommet første gang 1894.

Historien som symbol består først og fremmest af stadigt nye genfortællinger om de nordiske guder og helte og danske sagnhelte, med udgangspunkt i især Snorres og Saxos værker. Thor bliver en fremtrædende “dansk” dæmon-bekæmper, og den danske kongerækkes ophav i sagnfigurer som kong Dan og Skjold, Roar og Helge, Rolf Krake og Uffe hin Spage legitimerer rigets tilblivelse m.m. Gravhøje og stendysser tolkes som en slags sammenhængskraft: de døde er endnu hos os. Fund af oldsager (“danefæ”), især guldhornene (se guld) og lurer, bliver led i den lange identitet. Som samlende punkter står de to gamle kongebyer: Jelling med det danske centralsymbol Jellingstenene, hvorpå ordet “danerne” findes, og Lejre med de nylige fund af de vældige kongehaller. En række krige og forsvarsværker står også som nationale symboler: Dannevirke med tilknytning til både den ældste historie, især Thyra Danebod i 900-tallet, og til Treårskrigen 1848-50; Dybbøl og 1864 (og Genforeningen 1920); Frihedskampen 1940-45; symboler som Den tapre Landsoldat og Den lille Hornblæser fra 1848 og lys i vinduerne 4. maj 1945. Endelig kan nævnes landboreformerne i slutningen af 1700-tallet (Frihedsstøtten) og Slaget på Reden 1801.

Nationens inkarnationer består af tre hovedskikkelser: Holger Danske, Niels Ebbesen og Moder Danmark. Endvidere bliver en række “store danskere” ophøjet til heltestatus, fx i de 48 portrætter, der i en længere årrække (ca. 1920-1960) hang på mange skoler; det samme gælder fremtrædende sportsfolk, især kan nævnes det danske foldboldlandsholds EM-sejr i 1992: Danish Dynamite og sangen “Vi er røde, vi er hvide”, samme farve som nationalflaget Dannebrog.

Litt.: Inge Adriansen (se ovenfor). C.A. Larsen, Danskernes nationale forestillinger, 2008.

Se også fader og moder, bror og søster, helt, sprog og sang.