Metamorfose, forvandling, et udbredt fænomen i myter og folkelitteratur som helhed. Der kan være tale om, at fx en gud eller hero selv forvandler sig for at opnå et bestemt mål. Eller forvandlingen kan påføres dæmonisk udefra, som en fortryllelse, som det kendes så hyppigt i eventyr og folkeviser. I eventyret forløses den forvandlede til sidst, mens fortryllelsen fører til undergang i næsten alle viser. Dæmoniseringen er en psykisk dødstilstand, mens forvandlingen fra fortryllelsen viser en udvikling og selvrealisering på et højere stade.

Selve skabelsen foregår ifølge myter verden over som en forvandlingsproces: Af den formløse, kaotiske “ursuppe” skabes der kosmisk struktur. Guder af shaman- og trickstertypen kan være rene forvandlingskugler, fx kan Odin iklæde sig ørneham og Loke forvandle sig til en laks i nordisk mytologi. Også i menneskenes verden forekommer forvandling: Vølven kan foretage åndeflugt under sejden; mennesker kan under drømme eller i ekstase foretage hamskifte, fx er den ekstatiske kriger bersærken i stand til at forvandle sig til en bjørn. Shamaner verden over kontakter åndedimensionen gennem ekstatisk flugt. Hinduguden Vishnu kan vise sig gennem et stort antal inkarnationer, avatarer, fx som Krishna, i menneskenes verden. Jesus er på én gang et menneske, Jesus af Nazareth, og Kristus, Guds Søn: i den katolske fortolkning af nadveren forvandles (transsubstantieres) brødet og vinen til Jesu legeme og blod. Ifølge buddhalegenden blev den historiske Buddha undfanget ved, at en hvid elefant trængte ind i dronning Mayas liv. I buddhismen er alting i stadig forandring, intet er stabilt, men alt vibrerer og antager stadig ny form.

Ovids Forvandlinger (Metamorphoses) fra tiden omkring år 0 er et rent overflødighedshorn af metamorfoser. Det er de antikke guders og heroers evne til at forvandle sig, der er et hovedtema (fx at Dafne bliver til et laurbærtræ, at den vingede hest Pegasus opstår af Medusas blod, og at Zeus i en svanes skikkelse opsøger Leda). Ovids hovedpointe er, at alt i tilværelsen i princippet forvandler sig, intet går til, ved døden tager sjælen en ny bolig, alt forandres i elementernes evige strømninger, og intet forsvinder.

Forvandlingsprocesser i naturen af geologisk og biologisk art har ofte givet anledning til undren og symboldannelse, fx sommerfuglens forvandling fra æg over larve og puppe til sommerfugl. I dansk digtning er forvandlingstemaet helt oppe i titlerne på Per Langes digte Forvandlinger, 1929, og på Poul Borums digte Forvandlingsbilleder, 1986. I øvrigt er temaet centralt i Heretica-tidens digtning og i 80'er-lyrikken omkring Michael Strunge og Pia Tafdrup; de sidstnævnte brugte begrebet “transformation” som nøgleord. I Heretica-miljøet ses forvandling som et metafysisk begreb, fx i Ole Wivels digt “Forvandling” fra 1948; men i Erik Knudsens digt “Credo”, 1949, transformeres i en lang billedbevægelse troens klippegrund og kristendommens næstekærlighed til socialismens stjerne og solidarisk medmenneskelighed.

En mareridtspræget metamorfose finder sted i Franz Kafkas fortælling “Forvandlingen”, hvor hovedpersonen en morgen vågner op og er forvandlet til en kæmpemæssig bille – og finder denne forvandling helt naturlig og hans omgivelser ligeledes.

Se også skabelse, eventyr, fortælling, nadver, religionernes symboler, alkymi og avatar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig