menneskeofring

Menneskeofring, kultisk funktion, der har været praktiseret i mange kulturer. I kulten kan et urdrab gentages, hvorved verden skabtes og genskabes; det gælder fx det nordiske urvæsen Ymer og det indiske Purusha/Prajapati. I oldtidens sakrale riger var kongen/høvdingen normalt kultleder og kunne visse steder selv eller symbolsk ved hjælp af en erstatningskonge ofres som en slags syndebuk. Hos aztekerne blev de umættelige guder tilfredsstillet for en stund, og Solens gang og Himlen sikret, bl.a. ved ofring af fanger på toppen af Tenochtitlan-pyramiden; tempelpræsten rakte fangens hjerte op mod Solen som “føde”. Hos mayaerne fandtes offerdrukninger. Ved rigsblotet i Uppsala bragtes hvert niende år, ifølge Adam af Bremen, menneskeofringer til Odin, der i øvrigt ofrede sig selv til sig selv ved at hænge sig op i træet Yggdrasil. De mange mosefund i fx Danmark viser henrettelser af forskellig type; der kan være tale om dødsstraf, krigsfanger eller rituelt udførte menneskeofringer.

I Bibelen berettes om menneskeofringer i det gamle Israel, fx beretningen om Jefta, der ofrer sin datter til Jahve (Dom. 11,39). Beretningen om Abrahams ofring af sin søn Isak, som Jahve forhindrer, peger på, at dyr blev afløsningsoffer for den førstefødte søn (1. Mos. 22). Digtene om den lidende Herrens Tjener hos Esajas (fx kap. 53) peger for kristne frem mod Jesu offerdød, der kan tydes som det endegyldige sakrale menneskeoffer.

Se også offer, konge og syndebuk.