Lyd, bølgevibrationer i stofdele, der høres med øret. Forholdet mellem lyd og stilhed findes i en række, også symbolske, sammenhænge. Det kan være velsignet at komme fra et larmende sted til en total stilhed, fx i naturen. Sprog og musik spiller på variationen af stilhed og lyd. I zenbuddhismen findes en berømt koan, et gådespørgsmål: Hvad er lyden af én hånd, der klapper? Meningen er her, at den der “gætter”, skal transcendere lyden, nå frem til paradoksoplevelsen “den lydløse lyd”. Ved fx en techno-fest er oplevelsen kædet sammen med lydstyrken, der skal skabes et lydtæppe, et lydunivers eller -orgie, hvor øregangene gungrer og truer med at sprænges. Men musikken kan også være stilheden, lydens udtynding.

I hinduismen bruges en særlig teknik med mantra, hvor den mediterende har en bestemt lyd eller et bestemt ord, fx Om, som summer i stilheden i hovedet og kroppen.

Betegnelsen lydsymbolik bruges om en sammenhæng mellem et ord og en lyd, hvor ordet efterligner lyden (onomatopoietikon), fx kattens mjav og hundens vov. I virkeligheden er et meget stort antal ord lydefterlignende. I digtekunst anvendes ofte dels direkte lydefterligning, dels vellyd ved hjælp af bogstavrim (allitteration, assonans) enten efter faste principper som i norrøn poesi eller med individuel brug, fx Drachmanns “Jeg hører i Natten den vuggende / Lyd af Venezias Vand”.

“Lydmur” er et udtryk for overgangen til overlydshastighed for flyvemaskiner, men bruges også om lydniveau ved koncert. “Lyd” kan overført betyde fx henvendelse, livstegn eller udtryk (“ikke en lyd”; “der lyder kritik”); “lydhør” betyder at være imødekommende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig